Det er ikke sjovt at blive ked af det foran sin chef. Men det gjorde jeg nu alligevel en dag i 2011.
Min hustru og jeg havde dagen før fået at vide, at vores knap fireårige datter Emilie stammede, og at vi skulle i gang med et større forløb med taleundervisning hos talepædagoger i København, hvor vi bor. Hendes stammen var formentlig ikke blot et midlertidigt problem i hendes sproglige udvikling, lød dommen.
Jeg havde derfor trukket min daværende chef til side for at fortælle hende om den situation, vi stod i som familie, og som gjorde, at jeg i en periode ville være mere væk fra redaktionen. Fysisk såvel som mentalt.
Min chef reagerede som en god, indlevende leder bør gøre; jeg skulle naturligvis tage mig af Emilie og min øvrige familie. Og var der noget, jeg havde brug for, måtte jeg sige til. Der var fuld støtte fra både hende og virksomheden.
Dommen fra talepædagogerne var et spark i maven. Frygten for at sende dette taleproblem videre til mine børn har altid ligget i mig, fordi jeg selv har kæmpet meget med stammen især som barn og ung. Det forpestede mit liv. Jeg så for mig, at min datter ville blive lige så ked af det, skamfuld og blottet for selvværd, som jeg selv var som dreng.
Talepædagogerne var søde og forstående. De forsøgte at overbevise mig om, at vi endnu ikke vidste, hvordan hendes stammen ville udvikle sig, og at jeg ikke kunne overføre mine egne dårlige oplevelser til hendes situation. Jeg skulle forsøge at være der for hende, hjælpe hende og bruge min erfaring uden at tage det værste for givet. Det ville hjælpe Emilie, hvis stammen med tiden udviklede sig til et stort følelsesmæssigt problem, forklarede de.
I min frustration gik jeg i gang med at researche om stammen i desperat jagt for nye behandlinger, ny viden eller behandlinger, der var kommet til, siden jeg var dreng i 1970’erne og 1980’erne. Jeg blev skuffet. Stammen var og er stadig et underbelyst kommunikationshandicap, som ikke får den opmærksomhed, det fortjener. Vi stod med andre ord foran en usikker periode, og det er måske det værste som forældre. Ikke at vide præcis hvad man kan gøre for at hjælpe sit barn.
Stammen var og er stadig et underbelyst kommunikationshandicap, som ikke får den opmærksomhed, det fortjener.
Emilie var langt fra alene. Ifølge tal fra Socialstyrelsen begynder ca. 8 pct af børn at stamme, og det sker typisk i alderen 2-5 år. Heldigvis vokser de fleste børn fra stammen igen i takt med deres sproglige udvikling. De opdager måske ikke engang, at de har stammet, fordi det for mange først er i de større klasser, at man bliver bevidst om sig selv, og hvordan man optræder i samværet med andre børn.
Emilie var blandt de heldige. Hun opdagede aldrig, at hun stammede og snakkede løs, når hun med gentagelser og hakken fortalte om oplevelser i børnehaven. Og hvad der var endnu bedre var, at talepædagogerne tog fejl; Emilie stoppede pludseligt med sine mange gentagelser, før de for alvor satte sig fast.
Vi nåede derfor aldrig at indlede selve taleundervisningen, før hun talte flydende igen. Hendes stammen nåede aldrig at blive et problem, og jeg kunne gradvist lægge min frygt fra mig som dagene og ugerne gik uden at hun stammede.
Langt fra alle børn og deres familier er lige så heldige. De børn, der bliver ramt hårdt og bliver ved med at stamme, er lette mobbeofre. De har en lang og hård kamp foran sig, hvis ikke stammen skal udvikle sig til et problem, der i værste fald kan påvirke hele livssituationen. Min egen oplevelse er, at det i høj grad er en kamp, man står med selv – med støtte fra sin familie. Også selv om man naturligvis skal tage mod alt den hjælp, der er at få.
Emilie bliver snart 11 og taler stadig flydende. Nogle gange lidt for meget, måske, men jeg elsker hvert et ord, der forlader hendes læber.
Jeg har ikke glemt mine følelser dengang, men min frygt er forsvundet. I hvert fald på vegne af mine to døtre. Til gengæld lurer den et eller andet sted, når jeg tænker på, at mine piger måske selv får børn engang. Stammen er lumsk og kan sagtens springe en generation over. Heldigvis er der ingen grund til at tage sorgerne på forskud.
Det ved jeg – om noget – i dag.
Ordkriger.dk 
One thought on “Åh nej, ikke min datter”