Få mennesker bryder sig om at tale foran fremmede mennesker. Især ikke når man oven i købet stammer. Men Janus Beyer elsker det. Han er retoriker og lever af at undervise eliten i sprogets og argumentets magt. Mød Amager-knægten, der trodsede fordommene og blev en af Danmarks førende eksperter i talens svære kunst.
En fyr, der kalder sig Alexander, har et lille it-firma og er aktiv på Tinder. En yngre kvinde søger en klub for nøgenbadere, mens en anden kan alle sange fra den danske rapgruppe Suspekt. Også de rigtig beskidte, lyder det til stor latter i salen.
50 nyuddannede jurister fra hele landet er samlet til kursus i retoriske værktøjer, så de bedre kan argumentere i retten og foran krævende klienter. Rammen for kurset er Comwell Hotel ved Roskilde Fjord. Det er en råkold efterårsdag, men inden for bliver der varmet godt op blandt kursisterne. De er blevet bedt om at interviewe deres sidemakker og levere en 20 sekunders præsentation over for hele salen. Opgaven er på kort tid at finde frem til noget, som gør personen unik, lyder det fra de to faste undervisere.
En af dem er Janus Beyer. En mand med imødekommende blå øjne og et skarpt blik for sproget. En af Danmarks førende retorikere med anklagemyndigheden, toppolitikere og nogle af Danmarks tungeste erhvervsledere på sit cv og en efterspurgt underviser, foredragsholder og forfatter til bøger om mundtlig kommunikation.
»Retorik er den svære kunst at stille sig op og argumentere for noget. Det falder de fleste af os svært, fordi det ikke er naturligt at rejse sig op og tale foran andre mennesker. Man får lidt ondt i maven og vil helst bare blive siddende,« siger Janus Beyer ud mod de afventende ansigter i mødesalen.
Janus Beyer er måske den i lokalet, der kender mest til den frygt. Han stammer og lever med et kommunikationshandicap, som for mange andre er lig med isolation og en frygt for netop det, han beskæftiger sig mest med af alt i sit arbejdsliv: at tale til og med fremmede.
»Da jeg var dreng, stammede jeg temmelig meget. Men jeg har lært at bruge sproget, så jeg undgår nogle ord. Jeg bruger også tricks og tilløb. Alt, der kan reducere min stammen,« fortsætter Janus Beyer sin introduktion:
»Jeg var dybt fascineret af de mennesker, som stillede sig op uden andet end deres stemmer og argumenter og som formåede at få folk til at lytte efter. Man kunne huske, hvad de sagde uden brug af power points og andet. Det var et menneske med en stemme«.
Janus Beyer taler selv roligt, men med klar, tydelig stemme, mens han selvsikkert bevæger sig rundt foran de kommende advokater. En mand, som i dag ikke bare lever med sin stammen, men ser det, der umiddelbart virker som en gevaldig bagdel, som en direkte fordel. At nå dertil har været en lang og indimellem smertefuld rejse.
Der er gået flere måneder siden kurset i Roskilde. Janus Beyer sidder i sin baghave i Lyngby uden for København. Denne gang i opsmøgede, hvide skjorteærmer og omgivet af grønne træer og buske. Småfugle kvidrer om kap, mens varm kaffe damper fra en stempelkande på havebordet.
Janus Beyers hus ligger en snes kilometer fra den gade på Amager, hvor han voksede op. Et middelklassehjem med en mor, der var ved kommunen og en far, som var teknisk tegner. Eller, som han udtrykker det, et hultur til bulter-kvarter med villaer og akademikere på den ene side af vejen, og Urbanplanens beton og skæve eksistenser på den anden side.
»Det var på mange måder godt og trygt liv,« siger Janus Beyer, mens tankerne så småt flyder tilbage i tiden.
»Jeg var enebarn og meget stille. Genert, tilbageholdende og en velopdragen dreng, der altid gjorde det rigtige og ikke lavede ballade. Jeg ved ikke, hvornår min stammen begyndte, men jeg kan ikke huske, at jeg ikke har stammet. Det fyldte meget i familien, fordi min far var meget plaget af stammen. Spændingerne gav ham en meget stor hals, og indimellem måtte han ligge ned og få medicin, der fik musklerne i nakken til at slappe af,« fortæller Janus Beyer, mens han roligt sender røg fra en cigaret ud mellem læberne:
»Min fars stammen gjorde ham til en indadvendt knudemand, der skulle have kontrol over alt. Man kunne ikke lave spontane ting med ham som at invitere gæster eller lignende, fordi han havde brug for planlægning. Min fars forældre var meget optagede af at stige op af den sociale rangstige og arbejdede hårdt for at have råd til materielle goder. Det betød, at min far som 8-årig skulle passe sin lillesøster om aftenen, fordi hans forældre havde to jobs. Historien, som jeg har fået den fortalt, er, at ansvaret var så stort, at han begyndte at stamme. Min farfar døde, da jeg var ganske lille, men på en måde har jeg altid været vred på min farmor over, at hun prioriterede at være den første i gaden med et farvefjernsyn mod, at min far for tidligt fik det ansvar og begyndte at stamme«.
Den dag i dag ligger historien som et bagtæppe i hans egen oplevelse at det at være en person, som stammer. Janus Beyer tænker længe, før han fortsætter.
»Det er måske helt forkert, men vreden ligger som en følelse i mig. Det var forkert at stræbe efter en materiel velstand og ikke passe ordentligt på sine børn. Der ligger en bebrejdelse, det gør der. Jeg tror, det handler om en omsorg for min far og en lyst til ikke at give stammen videre til mine børn. Jeg har en oplevelse af, at det er forkert, at jeg stammer. Simpelthen. Jeg kan ikke forstå, hvorfor jeg skulle stamme; jeg har ikke et skrøbeligt gemyt, er ikke nervøst anlagt og har været rimeligt fit for fight hele mit liv. Hvorfor fanden skal jeg stamme? Hvem har besluttet det?,« spørger han retorisk.
Når Janus Beyer taler i dag, er det meste af den lyd, der forlader hans læber, flydende. Kun indimellem blokerer han især på konsonanter som b og p. Det skyldes i høj grad en selvkontrol, som gennemsyrede hele hans barndom. Som dreng formåede han at skjule sin stammen selv derhjemme, hvor der heller ikke var et følelsesmæssigt rum til at tale om den slags. Stammen, og de følelser som fulgte med, var et tabu i familien Beyer:
»Det værste er nok, at det har været en ensom oplevelse at være stammer som barn. Jeg sagde det ikke til nogen, og min forældre har ikke sagt: vi kan høre, at du stammer, lad os gøre noget ved det. Den samtale har aldrig fundet sted. Jeg stammede meget lidt hjemme, og jeg tror faktisk ikke, min far opdagede det, før jeg kom til talepædagog i 5. klasse«.
Janus Beyer er far til tre børn. Hans søn Karl på 12 år begyndte kortvarigt at stamme, da han var 4-5 år. Som far kunne Janus Beyer næsten ikke holde det ud, når han sin egen søn smide sig bagover i sofaen af ren frustration, men han tog med baggrund i sin egen oplevelse fat om problemet ved at afdramatisere hans stammen.
»Jeg tror, det at stamme handler om en frygt for at stamme. Jeg blev selv skidebange, da jeg opdagede, at jeg stammede og lukkede det ned. Det gik ikke over og blev ikke bearbejdet, men blev til et psykisk traume, der endte med at sidde fast. Med Karl sagde jeg, at ja, lige nu har du lidt svært ved at sige ordene, men det er som vokseværk i benet. Hans taleproblem måtte ikke være farligt eller et tabu, så vi afdramatiserede det. Jeg har altid bevidste stammet foran mine børn og gjort grin med det, så de kan se, at det hverken er farligt eller forkert. I dag stammer min dreng ikke mere, og han laver eksempelvis videoer på Youtube. Han er helt anderledes velfungerende, end jeg selv var,« fortæller Janus Beyer.
Janus Beyer husker ikke, at han selv blev drillet i skolen på grund af sin stammen. Ikke som sådan. Han havde let ved alle fag, en interesse fra pigerne der fulgte med et kønt udseende og var desuden fodboldspiller på eliteniveau i B1908 og senere Fremad Amager. Alt sammen elementer af barndommen, der opvejede nogle af taleproblemerne.
Men som mange andre børn, måske især stammere, påtog han sig også en rolle, når han var i skole. I dag kalder han det for bizart, at han for at reducere sin stammen kunne lege med skiftende identiteter og eksempelvis mobilisere et unaturligt højt humør eller en kunstig kækhed. Indimellem gik det alligevel galt, og den facade, han kæmpede for at opretholde, faldt til jorden med en brag.
»At læse op i klassen var det værste, jeg vidste i skolen, for så kunne jeg ikke udskifte ord. Det var et helvede. Nogle gange skiftede jeg ord i teksten alligevel, og hvis jeg var kommet hurtigt videre, gad lærerne ikke stoppe mig. Jeg husker engang, hvor jeg læste op og fik problemer. Klassens dronning, som uheldigvis også var en meget smuk pige, grinede af mig. Jeg blev enormt ked af det, for hun ramte virkelig et ømt punkt. Det ømmeste sted, man har som stammer, er stammen,« siger Janus Beyer og læner sig eftertænksomt tilbage i stolen, mens han ligner en, der henter data frem fra de bagerste hylder af erindringen:
»30 år efter husker jeg stadig den episode. Det siger vel lidt. Og nu, hvor vi taler om det, kommer der også flere episoder frem. Jeg var på præstelejr til konfirmationsforberedelse, hvor der var børn fra andre skoler på samme alder. Der var nogle meget attraktive piger fra en anden skole, som gik i kødet på mig og spurgte, hvorfor jeg aldrig sagde noget. Det var akavet. Jeg stod der med dun på overlæben og konfronteret af tre smukke piger. Jeg var helt rundt på gulvet. Jeg svarede, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige, men det var jo ikke rigtigt. Det var virkelig ikke et godt svar, men jeg kunne ikke sige sandheden: at jeg stammede og brugte rigtig meget energi på at skjule det«.
Bag Janus Beyers stille og kontrollerede gemyt gemte sig en dreng med en spirende fandenivoldskhed, skulle det vise sig. En knægt, som havde både høje ambitioner og nægtede at lade sin stammen komme i vejen.
Hvor paradoksalt det måske kan lyde, har Janus Beyer altid været god til at tale og argumentere for en sag. Han har opsøgt mulighederne for at tale for andre og haft lyst til at udfordre sig selv på den måde. Men det har altid krævet, at han var frisk i hovedet. At han mentalt var forberedt, havde overblik og kontrol over situationen og endelig ikke blev taget med paraderne nede. Mens folkeskolen var gået relativt godt, fik han så småt problemer i gymnasiet. Ikke fagligt, men i forhold til at skjule sin stammen, og flere gange krakelerede den facade, han kæmpede så hårdt for at opretholde.
I 1.G. var Janus Beyer formand for et kælderudvalg, hvor kendte gæster og foredragsholdere skulle holde oplæg om forskellige emner for de studerende. Ideen var god, og Beyer havde talt med rektor om at fortælle om udvalget på en morgensamling et par dage senere. Men han fornemmede, at hun ville tage fejl af datoerne, så han skulle på scenen allerede næste dag. Alt for kort tid til at kunne forberede sig ordentligt til stå foran hele gymnasiet.
»Det var det med at tænke 10 skridt frem. Og ganske rigtigt. Rektor ville have mig til at fortælle om allerede den følgende dag, men jeg var ikke forberedt og klar til at gå på talerstolen. Kort før morgensamlingen gik jeg på toilettet og blev væk fra morgensamlingen, mens alle spurgte, hvor jeg var. De havde jo lige set mig. Jeg kunne ikke træde op på den talerstol uforberedt, det nægtede jeg, men dagen efter holdt jeg en brandtale om udvalget og ideen, som blandt nogle store drenge gav mig tilnavnet grækeren med en lille subtil henvisning til retorikken«.
En dag gik han i stå under oplæsningen af en fransk tekst. Ordene ville ikke flyde ud af munden på ham. Panik skyllede ind over ham, som en tsunami af frygt:
»Jeg begyndte gudhjælpemig at græde midt i timen. Læren blev helt chokeret, og jeg måtte finde på en undskyldning. En løgnehistorie om et eller andet åndssvagt. Jeg synes ikke, jeg efter to år i gymnasiet kunne sige, at jeg stammede. Klassen hørte jo ikke min stammen normalt. Jeg var super kontrolleret og endte med gymnasiets højeste snit. Mine nære venner og kærester vidste jo godt, at jeg stammede, men de var jo ligeglade. Efter episoden var jeg meget rystet og ked af det. Min mor forsøgte at se, om man kunne gøre noget. Hun sendte mig til en kinesiolog, der svor til krystaller, balance og jod på tungen. Det virkede jo ikke og kostede en formue for min mor, som ikke havde penge. Det var et forsøg på at hjælpe, og hvad skulle hun gøre?«
Janus Beyer har en passion for Frankrig og har altid haft det. Et tosset valg af sproginteresse for fransk er svært at udtale, når man stammer som Janus Beyer. Spansk havde været lettere at udtale, fortæller han og smågriner ved tanken.
Interessen trak ham alligevel til Perpignan i Sydfrankrig. En by på størrelse med Odense. Det var i begyndelsen af 3.G, og den beslutning skulle få stor betydning for hans opfattelse af sig selv som menneske og en person, der stammer.
»I Frankrig blev jeg for første gang virkelig konfronteret med min stammen. At stamme hedder bégaiement på fransk, og jeg stammer ofte på bogstavet b. Jeg kunne altså ikke lave mine undgåelser og var offentlig stammer for første gang. Jeg var rigtig ked af det, fordi jeg syntes, jeg udkom i en dårligere versioner end på mit eget sprog. Det var slet ikke fedt. Det er bare hårdt at stamme, og man bliver fysisk udmattet af det. Men samtidig opdagede jeg jo, at det hverken gjorde fra eller til. De andre var jo fuldstændigt ligeglade,« husker Janus Beyer.
Da et amatørteater kom forbi, tog han udfordringen op. Teatret skulle lave en moderne opsætning af Hamlet og som den eneste i området, der tilnærmelsesvis kunne ligne Shakespeares danske prins, søgte han om hovedrollen og fik den.
»Der stod jeg så. På en relativ stor åben scene i Frankrig og skulle spille Hamlet på fransk. Imens jeg stammede. Det var sgu vildt. Instruktøren, der var en stor filmstjerne i Frankrig, var heldigvis frisk og sagde: det er lige meget, vi har bare en Hamlet, som stammer,« siger Janus Beyer og griner højt ved tanken:
»Det gik skide godt, og jeg kan stadig huske mange af replikkerne«.
Han vendte hjem som 19-årig og måtte tage 3. g i Danmark for at øge sit karaktergennemsnit. Oplevelsen som fransk Hamlet gjorde ham til instruktør på et gymnasiet teater, hvor han for første gang opdagede det talent for det mundtlige sprog, der senere skulle blive hans levevej. Men hvordan kan man have talent for tale som stammer, spørger han retorisk og leverer selv svaret:
»Det giver jo sig selv. Siden jeg var otte år, har jeg haft fokus på det at tale. En hyper opmærksomhed på det at formidle. At stille sig op og kommunikere en ide med sin stemme. Det har jo fyldt helt overdrevet meget. Selv da jeg var den stille dreng på præstelejren, var jeg fascineret af de drenge, der kunne mobilisere en joke og få pigerne til at grine. Mit liv har været et langt kursus i retorik, hvor jeg har taget noter inde i hovedet,« siger han.
Københavns Universitet, 1999. Janus Beyer er en arbejdsom og engageret studerende på retorikstudiet. På studiet, der grundlæggende er læren om god tale og skrift i teori og praksis, er emnet betoninger og fortolkninger af tekster, da Janus Beyer igen oplever at bakse med oplæsningen af en tekst. Holdets kvindelige stemmetræner, en tidligere operasanger fra Det Kongelige Teater, giver ham en melding, der sender damp ud af hans ører.
»Hun sagde direkte, at min stammen ville være en blokering for mit liv som retoriker. Det var i modstrid med at blive en rigtig retoriker. Jeg blev vred og krænket, for min stammen burde ikke være et handicap. Det skulle i hvert fald ikke forhindre mig i at tage uddannelsen. Det skulle fandme være løgn,« fortæller Janus Beyer.
Underviseren opfordrede ham til at søge hjælp hos talepædagoger ved Center for Voksenundervisning, og Janus Beyer tog udfordringen op. Efter nogle ugers undervisning i centret på Amager sad han til et møde med talepædagogen. Kontoret lignede så mange andre underviseres med et rodet skrivebord og bøger. Kun en plakat af struben gav et fingerprej om, hvad undervisningen handlede om. Midt i samtalen, lidt henkastet, fik Janus Beyer en dom, han ikke havde ventet: Han var stammer og ikke i den milde ende, lød det. Ikke en person, som indimellem stammer, og som han opfattede sig selv og ville have, at verden opfattede ham, men en middelsvær stammer.
»Jeg kan ikke huske, hvad hun ellers sagde i det møde. Det var så dramatisk en besked at få. Men jeg stolede på hende, og det gav mening. Det kunne jeg jo mærke, for mange ting faldt på plads. Jeg kunne bedre forstå, hvorfor det havde været så hårdt at skjule. Når min omgivelser havde sagt: du stammer jo ikke rigtigt, gav de mig det svar, jeg gerne ville høre. Men det var jo en løgn. Jeg blev på en måde utrolig ked af alle de år, jeg havde spildt på at skjule det. Det var sørgeligt, men samtidig en lettelse, fordi en ny Janus skulle træde ud i verden. Jeg gav simpelthen op. Blottede mig,« husker han.
Når min omgivelser havde sagt: du stammer jo ikke rigtigt, gav de mig det svar, jeg gerne ville høre. Men det var jo en løgn.
Janus Beyer, retoriker
På studiet holdt Janus Beyer sin eksamenstale om at stamme. Han fik desuden det ærefulde hverv at holde tale for hele studiet til den følgende julefrokost. At stå ved sin stammen ændrede med andre ord intet for omgivelserne, præcis som han oplevede det i Frankrig. I dag, som han sidder sin baghave 41 år gammel og med de første grå stænk i håret, kan han ikke helt svare på, om han skulle have erkendt sin stammen lang tid før. Måske kunne han ikke. Måske ville han ikke.
»Den største indflydelse, som stammen har haft i mit liv, har været den indre stilhed. Jeg havde for lidt spontanitet og social glæde i mit liv, fordi jeg ikke følte, jeg kunne bidrage i sociale sammenhænge. Man kan ikke fyre den skæve, hurtige bemærkning af, der får folk til at grine, sådan som de andre drenge kunne på præstelejren. Man griner bare med de andre. På den måde har jeg oplevet mig selv som tilskuer i sociale sammenhænge, og det er jeg faktisk rigtig ked af.«
Janus Beyer rejser sig kort og henter en danskvand indenfor. Han er nyligt fraskilt og hans tre børn, der er hos ham denne dag, er endnu ikke kommet hjem fra skole. Kun fuglene og lyden fra biler på vejen bryder roen i haven, hvor solen står ned fra en blå himmel.
Siden oplevelsen efter taleundervisningen har det at stamme fulgt Janus Beyer i hans liv og karriere. En oplevelse på Nørrebro Teater i 2014 gav ham det sidste skub hen mod at se sin stammen ikke bare som et handicap, men som en følgesvend i livet, der også har sine fordele. Efter undervisningen sagde en skuespiller til ham, at hun så stammen som den naturlige fejl for en retoriker.
»Hendes pointe var, at stammen er den fejl, man skal have for at blive en god taler, fordi man ikke har kunnet tage ordet for givet. Derfor lægger man en ekstra indsats for at blive god til at tale. Da hun sagde det, kunne jeg faktisk ranke ryggen. Jeg forbereder mig 10 gange mere end alle andre, og det har betydet, at jeg blev en bedre taler. Måske også bedre end mange af andre,« siger Janus Beyer.
Det er ikke tomme ord. Gennem sin professionelle karriere har Janus Beyer undervist og skrevet taler for et hav af toppolitikere, advokater, og erhvervsfolk i den allerøverste liga af dansk erhvervsliv. Han har arbejdet for Europarådet på dansk og engelsk, holdt utallige foredrag og skrevet bøger om kunsten at tale og argumentere, så man kommer igennem med sit budskab. Der har ikke været begrænsninger i hans karriere, fordi han tilfældigvis også stammer. Snarere tværtimod.
»Langt de fleste mennesker kan genkende sig selv i en stammer. De færreste har et naturligt forhold til at rejse sig foran en stor flok at tale til dem og vinde dem. Jeg har en kunde, som er en kendt erhvervsleder i Århus. Han har tidligere oplevet, at halsen snørede sig sammen, så han ikke kunne tale foran sine medarbejdere. Han fik sceneskræk. Han havde på en måde været der, hvor jeg er og vidste, hvad det kræver mentalt at komme ud over det,« fortæller Janus Beyer, mens han taler engageret og optændt af sit budskab:
Jeg småstammer, har for korte ben og taget lidt på med alderen. Jeg hverken kan eller vil skjule det.
Janus Beyer
»Nervøsiteten for at tale foran andre bunder i en selvoptagethed, fordi man vil imponere. Man skal bringe sig selv i spil, men holde fokus på sin mission, ikke på sig selv. Det handler ikke om dig, men om det flag, du gerne vil sætte på månen. Jeg småstammer, har for korte ben og taget lidt på med alderen. Jeg hverken kan eller vil skjule det. Jeg prøver at glemme mig selv og fokusere på min sag. Samfundet er fuld af dårlig undervisning, dårlig politisk kommunikation, fordækthed, en gåen efter manden frem for bolden, en forlorenhed og en frygt for at indrømme fejl. Den dårligdom er retorik en del af svaret på, og det er langt vigtigere, end om formidleren hakker og stammer«.
Med andre ord er Janus Beyer i dag en mand, som langt hen af vejen har omfavnet det faktum, at han indimellem stammer. Tilmed bruger han det aktivt, og han forsøger ikke længere at skjule den del af sig selv. Sådan da.
For selv ikke i Lyngby vokser alle træer ind himmelen. Janus Beyer erkender blankt, at han den dag i dag har et udtalt brug for kontrol, for når kontrollen indimellem svigter, kan han få problemer med sin tale. Det ønsker han trods alt ikke. Han vil gerne selv bestemme, hvornår han stammer.
I 2015 år siden holdt han et foredrag på Hotel Skt. Petri i København foran 400 topadvokater. Fire af landets bedste ud i kunsten af procedere en retssag skulle gennemgå proceduren fra Stein Bagger-sagen og efterfølgende bedømmes af en højesteretsdommer og Janus Beyer. Det gik ikke som forventet. Scenen var for lille, Janus Beyer var bundet til en talerstol, og oplægget for værten var dårligt. Ingen klappede, og stemningen i lokalet var dårlig.
»Det gik galt. Jeg hakkede og stammede, og i pausen var der ingen, som kom hen til mig og talte med mig som normalt. Mikrofonen fremhæver alle lyde også stammen, og jeg skulle kæmpe meget hårdt for min autoritet. Det var forfærdeligt. Jeg var kun 60 pct. af, hvad jeg kunne være, og jeg skal være 100 pct. i sådan et set-up, for det er jo også kommende kunder, som sidder i salen,« husker Janus Beyer, som trods alt fik gode evalueringer efterfølgende.
Den samme frygt for at miste kontrollen betyder også, at han ikke deltager i direkte tv, selvom han flere gange har fået tilbuddet som ekspert. Han gider ikke sidde at stamme på tv, lyder hans forklaring.
»Man hører ikke folk, der stammer i fjernsynet. Ikke med mindre det handler om at stamme. Folk vil spørge, hvad sker der? Det er som om, der er en glasvæg mellem mig og de måske 100.000 mennesker, som ser det. Dem har jeg ikke bedt blive involveret i min stammen. På en scene, hvor jeg holder foredrag, vil jeg gerne, for der er det mit eget valg. Så jeg er ikke der, hvor jeg er totalt ligeglad med, at jeg stammer. Det bliver jeg måske heller aldrig,« siger Janus Beyer.
Janus Beyer:
- Født, 1975 i København
- Cand. mag. i retorik, Københavns Universitet
- Medejer af kommunikationsvirksomheden Stephensen&Beyer
- Har været personlig taleskriver for flere ministre og toperhvervsfolk i Danmark og udlandet.
- Arbejder bla. for Anklagemyndigheden, Novo Nordisk, Deloitte, Finansministeriet m.fl.
- Spiller fodbold i sin fritid
- Bor i Lyngby med børnene Liva, Karl og Frida
Ordkriger.dk 
One thought on “Sprogekspert Janus Beyer: Det har været en ensom oplevelse at være stammer”