Sophie Lind-Følsgaard var så hæmmet af sin stammen, at hun undgik telefoner i 35 år og skiftede sit fornavn, fordi det var for svært at sige. Hendes liv var styret af en angst, som hun først de senere år har fået tag om. Sine erfaringer bruger i dag hun på sin søn, der også stammer.
Det er næsten ikke til at tro, hvis ikke det var fordi, at videoen afslørede det råt og uden filter; Sophie Lind-Følsgaard forandrer sig for åben skærm. Fra at være en frit talende ung kvinde går en klap ned, da hun tager telefonen op til øret, og det bliver en kamp for hende at sige sit navn, og hvad hun vil. Hun befinder sig midt i en situation, som hun har frygtet hele sit liv. Hun sveder, stemmen skælver, og hendes krop ryster i ren panik.
»Øhh, Sophie her…. Og det er fordi, at jeg øhhh stammer, så derfor har jeg svært…svært… svært ved at snakke….øhm, men, men… jeg skulle snakke med… faktisk….eller fordi der er..«.
Scenen er fra 2006 og et lille klip i filmen ‘Livsmestrerne’, der handler om at leve med stammen. Den dengang 31-årige Sophie er med og fortæller om sin livslange kamp med angsten for at stamme – især i telefonen. Siden hun var en lille pige, har hendes liv udviklet sig til et liv med løgne, utallige undvigelser og uendelige begrænsninger, som hun først i en sen alder lykkedes at gøre op med.
12 år senere har Sophie Lind-Følsgaard fået styr på sin angst. Sådan nogenlunde i hvert fald. Hun bruger nu sin personlige historie og erfaringer for at hjælpe sin søn Frederik, som også stammer, og i sit arbejde med angstramte børn.
»Jeg har været låst hele mit liv. Der er så meget, jeg ikke har kunnet, og som jeg har undgået af frygt for at stamme. Det har været forfærdeligt at leve i. Mit liv var så besværligt og hårdt. Det skal han ikke opleve,« siger Sophie Lind-Følsgaard.
Det er efterår i København, og Sophie Lind-Følsgaard sidder i en lænestol i sin lejlighed på Østerbro. Her bor hun med sin partner Camilla og deres tre fælles børn i en lys lejlighed med højt til loftet og stuk. Selv om der er gået over 10 år, ligner hun sig selv på videoen. Hendes lyse hår er sat op i samme type hestehale.
»I 35 år ringede jeg ikke til nogen ud min mor og mine allernærmeste venner. Min kæreste ringede til mit gamle arbejde og meldte mig syg, hvis ikke jeg kunne sende en mail eller en sms. På arbejde undgik jeg telefonen, når den ringede, og jeg kunne finde på at køre i bil en time for at undgå at ringe. I 35 år. Det er jo vildt,« siger hun og ligner en, som selv har svært ved at tro på det, hun lige har fortalt.
Stammen har fulgt Sophie Lind-Følsgaard, siden hun voksede op i Rungsted nord for København. Hendes forældrene var skilt, men hun var omgivet af kærlighed og masser af gode intentioner. Næsten for meget skulle det vise sig.
For igennem årene blev Sophie både i hjemmet og uden for skånet af forældrene på grund af sin stammen. De lod hende tie stille, eller de talte på hendes vegne for at beskytte hende mod de dårlige oplevelser, det kan give et barn ikke at kunne sige, hvad det vil, når det vil. Samtidig begyndte angsten at tage plads i hendes hoved.
»Jeg har altid været skjult stammer. Måske fordi jeg var den pæne pige. Det var så pinligt at vise, at mine læber sitrede, og mine øjne blinkede. Det var min største frygt, at det skulle ske foran andre. Jeg lavede om på ordene eller byttede sætningerne om. Samtidig fik jeg ros derhjemme, når jeg ikke stammede og blev dermed jo indirekte bekræftet i, at jeg ikke skulle stamme eller kunne tale ordentligt. Min onkel stammer, og min mor stammede som ung, så hun vidste, hvordan det føles. Hun ville hjælpe mig, men det blev på en uhensigtsmæssige måde,« fortæller Sophie Lind-Følsgaard og fortsætter:
»I skolen var mit værste fag engelsk, for der havde jeg ikke samme ordforråd og kunne ikke undvige så let, når stammen kom. Også i skolen fik jeg lov at tie stille, og jeg slap ofte for at skulle læse op. På den måde er jeg blevet skånet rigtig meget. Alt for meget. For det var reelt en bjørnetjeneste, der gjorde min stammen endnu værre«.
Det var allerværst, når hun skulle tale i telefon, forklarer hun. Dengang var telefoner endnu ikke mobile, og familier havde typisk kun en eller to fastnettelefoner. Derfor vidste man aldrig, hvem i hjemmet som tog telefonen.
»Jeg kunne jo ikke kunne ringe direkte til mine veninder, som man kan i dag. Hvis jeg skulle ringe til en veninde, og hendes far eller mor tog telefonen, kom der ikke noget ud af min mund. Jeg lagde bare på. Når du først har oplevet det én gang, vokser angsten næste gang, du står i den situation, fordi hjernen ved, der er noget at være bange for. Frygten stiger fra gang til gang i hvert fald hos mig«.
Ifølge Sophie Lind-Følsgaard blev angsten bare værre og værre med alderen. I 16-17 års alderen, hvor unge begynder at gå ud og møde andre unge, være intime og så småt finde sig selv, spidsede situationen til. Især i telefonen hvor hun ikke kunne undvige, og lange pauser kunne betyde at folk i den anden ende lagde røret på.
»Jeg boede som ung i Allerød og arbejdede i Tivoli. Engang jeg toget hele vejen til København for at høre, hvilke vagter jeg havde. En halv time hver vej. Alene fordi jeg ikke kunne tage den telefon og ringe til min chef. Det var simpelthen så angstprovokerende at skulle ringe, så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at undgå telefonen,« siger Sophie Lind-Følsgaard, der i dag smiler hovedrystende, når hun fortæller om køreturen fra Allerød til København.
Det var simpelthen så angstprovokerende at skulle ringe, så jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at undgå telefonen
Sophie Lind-Følsgaard
Hun rejser sig og finder en bog om stammen i en reol. Bagerst i bogens omslag har hun skrevet noter fra dengang. ‘Det værste’, står der lige over en liste med 16 punkter, hvor det at tale i telefonen står øverst og foran ‘møde nye mennesker’, ‘fester med høj musik’ og ‘at gentage sig selv’. Punkter fra en hård periode af hendes liv, hvor hun ofte løj om sin alder, sit job og endda så langt som at skifte fornavn fra Charlotte, der er hendes rigtige navn.
»Jeg kunne ikke ringe til nogen eller gå i byen og snakke med fremmede, for hvis nogen spurgte om noget konkret som alder eller navn, var det frygteligt for mig. Jeg er ellers ekstremt ekstrovert og har nemt ved at tale med folk, men jeg har godt nok løjet mange gange for at undgå at stamme. Det har jeg haft det utrolig skidt med, men jeg kunne ikke gøre andet. Jeg ville ikke vise, at jeg stammede,« fortæller Sophie Lind-Følsgaard.
I takt med alderen og stigende selvtillid fik angsten et lidt mere naturligt leje, fortæller hun i dag. Hun kom på universitetet og fik en kandidatgrad i pædagogisk psykologi, men frygten for at stamme fulgte med. I sit første job på en skole for særligt udsatte børn og unge undgik hun konstant telefonen, når den ringede, og når hun ikke kunne smyge sig udenom, gik hun ind i mødelokaler, hvor ingen kunne høre hende stamme. Angsten slap hende ikke.
Først da hun var i 30’erne, havde Sophie fået nok og besluttede én gang for alle at konfrontere sin frygt. Hun begyndte i terapi, hvor hun sammen med en talepædagog arbejdede med den psykiske side af stammen frem for øvelser og teknik, som hun havde prøvet mange gange uden stor effekt. De lavede sammen telefonplan med små delmål, hvor Sophie støttet af talepædagogen skulle ringe op til nye numre hver dag. Først lette opkald, så sværere og til sidst længerevarende opkald til lægen og andre myndigheder, hvor hun skulle sige sit navn og CPR-nummer, forklarer hun:
»Et af de første opkald var til en cykelhandler på Christiania. Han lagde på, da jeg ringede op, men det viste sig senere, at han selv stammede og var vant til at folk ringede og gjorde nar af ham, så derfor lagde han på. Det var god læring, så jeg fortsatte. Hver dag ringede jeg i 15 minutter og skulle sige nogle bestemte ting, vi havde aftalt på forhånd. I begyndelsen uden at sige mit navn, og efterfølgende ved at bruge forlængelser, så de ikke nåede at lægge på. Det var simpelthen så hårdt fysisk. Jeg brugte alle min kræfter og var gennemblødt af sved«.
Arbejdet bar frugt. I dag taler Sophie Lind-Følsgaard ofte i telefonen både privat og i sit arbejde, hvor hun bruger sine erfaringer i sit arbejde med angstramte børn og deres familier i Furesø kommune. Når hun ser tilbage, handlede hendes frygt meget om tanken om det, som hun forventede ville ske, ikke det som faktisk skete, som i eksemplet med cykelhandleren.
»Derfor tror jeg meget på, at man skal arbejde med sin angst. Jeg bruger min historie i angstbehandlingen, og både børnene og deres forældre synes, at det er rart, at jeg ikke bare har noget teoretisk, psykologisk viden, men selv har kæmpet med angsten og prøvet det på min egen krop. Jeg ved, hvad jeg rådgiver om, og jeg kan sætte mig ind i deres situation,« siger Sophie Lind-Følsgaard.
Den fordel er ikke kun til gavn for familierne i Furesø kommune. Sophie Lind-Følsgaard er mor til Frederik på 13, som også stammer, og har gjort det siden, han gik i vuggestue. Han ligger på sin seng i værelset ved siden af efter en ekstra sygedag. Som så mange andre børn i den alder, vil han hellere se på sin iPad end læse, men får et bestemt nej fra sin mor, da han kommer ind i stuen for at få lov til at finde iPad’en frem.
Frederiks tilgang til stammen er en helt anden, fortæller Sophie, da sønnen er sjosket tilbage på værelset med besked om at læse færdig først.
»Jeg har lært af min egen historie i forhold til min dreng. For nogle år siden skulle han fremlægge for første gang, så vi fik fat i læreren og lagde sammen en plan for fremlæggelsen, som hjalp ham. Havde jeg i stedet ringet til læreren og sagt at Frederik ikke skulle fremlægge for at beskytte ham, havde han fået en oplevelse af, at han ikke kunne. Men han gjorde det og fik en succesoplevelse. Så ja, jeg har skubbet ham ud i mange situationer, som han måske selv ville have undgået. Men han fungerer på en helt anden positiv måde, end jeg selv gjorde. Han er ligeglad med, at han stammer, selv om han i perioder stammer rigtig meget. Han gør, hvad han vil i sit liv«.
Sønnens stammen var medvirkende til, at hun sammen med kæresten Camilla stiftede hjemmesiden Minevenner.dk, hvor børn kan søge venner uden for skolen. Det betød blandt andet, at Frederik var på TV2 for at fortælle om projektet, og hvordan han har fundet venner, som også stammer.
»Han sad på morgen-tv og stammede løs, men mente ikke selv, at han stammede særligt meget, da han kom hjem. Han tror, at han stammer mindre, end han gør, mens jeg har det lige omvendt. For mig siger det meget om psyken i forbindelse med at stamme, og hvor stor en rolle den spiller,«
Sønnens friske indstilling og gåpåmod betyder, at det mest været hende selv, som har haft det svært med hans stammen. Især i begyndelsen var det svært at håndtere, forklarer hun ærligt.
»Jeg ser jo min egen dårligdom i ham. Alt det jeg ikke kunne lide ved mig selv, ser jeg i ham, når han står der og stammer. I begyndelsen var jeg irriteret og vred, og det kunne jeg ikke forstå. Jeg havde det så skidt med det og følte mig som en rigtig dårlig mor. Jeg har siden fundet ud af, at det er ret normalt, at man reagerer sådan som forældre, der selv stammer. Hans stammen rører noget i mig, fordi vi er så ens,« siger Sophie Lind-Følsgaard, der fik hjælp til at håndtere de mange følelser.
Jeg ser jo min egen dårligdom i ham. Alt det jeg ikke kunne lide ved mig selv, ser jeg i ham, når han står der og stammer
Sophie Lind-Følsgaard
»Jeg ved jo, hvor ubehageligt det er, så jeg var hurtig til at tage Frederiks følelser til mig og blev ked af det på hans vegne. Eller flov. Alle de følelser jeg selv havde, hvilket han ikke kan bruge til noget som helst. Det var i den periode, hvor jeg selv arbejdede meget med stammen, og da jeg selv fik det bedre, kunne jeg også bedre rumme hans stammen. Jeg er ikke længere ked af det på hans vegne. Samtidig klarer han sig godt, og han har gode venner. Det gør det lettere at håndtere som forældre,« forklarer Sophie Lind-Følsgaard.
Til gengæld synes Frederik, at det er godt at have en mor, som stammer, og som ved, hvordan det er. Det har været med til, at han har det så godt med det, som han har, mener hun:
»Frederik er et eksempel på, at man ikke skal lade sig bremse af sin stammen. Det vil jeg også gerne fortælle andre børn som stammer og deres forældre. De må ikke lade stammen komme i vejen for det, de vil i livet, og de må ikke at lade frygten få overtaget«.
Sammenlignet med videoen fra 2006 er Sophie Lind-Følsgaard er kommet langt, og det er for det meste er er slut med løgne, undgåelser og frygt. Men det er stadig hårdt at være en familie, som har stammen helt inde på livet. Både for Sophie Lind-Følsgaard og hendes søn. At stamme kan være udmattende fysisk og psykisk, og der er stadig ting, som skal bearbejdes, fortæller hun.
»Jeg har eksempelvis undgået at læse bøger for min børn. Det er sindssygt anstrengende, for mig, fordi jeg af gode grunde ikke kan lave ordene om, så jeg bruger vildt meget energi. Jeg gør det alligevel to-tre gange om ugen for de mindste, men jeg er helt færdig bagefter. Det skal jeg øve noget mere, for det er sådan en god kontakt med sine børn, om det er svært som forældre ikke at kunne læse for dem. Det burde været hyggeligt, men det er det ikke. Ikke endnu,« siger hun.
Og angsten? Den vil i et eller andet omfang følge hende resten af livet, forventer hun. For eksempelvis kan hun i enkelte situationer stadig finde på at sige noget andet, end hun egentlig vil, når tungebåndet driller. Det gør hende både flov og pinlig, selvom det efterhånden sker sjældent.
Også på arbejde er Sophie Lind-Følsgaard på rette vej, men stadig ikke i mål. Afdelingen skal lave videooptagelser af samtalerne med de børn og familier, der er i behandling for angst. Det har hun på en ‘mærkelig måde’ har undgået indtil nu, forklarer hun og sætter citationstegn i luften med hænderne.
»Det er vildt angstprovokerende. Alene tanken om at noget bliver optaget betyder, at risikoen for at jeg stammer stiger. Men det duer ikke at undgå det, og jeg har lovet mig selv, og min chef, at inden for det næste år, skal jeg lave de videoer. Så jeg prøver. Det gør jeg virkelig. Jeg vil være fri som en fugl og gøre, hvad jeg vil.«
Ordkriger.dk 