I 2004 deltog Peter Bollerup Andersen på sit første McGuire-kursus i Oslo. Talekurset åbnede verden for vestjyden, der i dag lever et liv, han ikke turde drømme om som ung. Men McGuire er ingen mirakelkur, understreger han. At kontrollere sin stammen kræver hårdt arbejde. Især på dage, der begynder op af bakke.
19-årige Peter Bollerup Andersen står på en gul skammel og spejder ud over gågaden i Oslo. Han er sekunder fra at tage kampen op med sit livs største frygt.
Iført en rød DBU-fodboldtrøje, grå poncho, jeans og converse-sko ligner han umiddelbart en teenager som de fleste andre i begyndelsen af 00’erne, men der er en stor forskel. Siden han var lille, har den unge vestjyde kæmpet med stammen. Et talehandicap, som han for nu første gang skal tage livtag med. Et kamerahold fra TV2 følger hvert sekund, mens Peter Bollerup Andersen samler armene bag ryggen og trækker vejret dybt ind:
»Det er en stor ting for mig. At kunne stå her i dag. Og holde denne tale. For så stor en forsamling. Så håber jeg. At jeg i dag har skabt et fundament. For mit liv. Som jeg fra i dag af. Kan arbejde videre på. Tak skal I have«.
Under hujende råb, pift og klapsalver træder han ned fra skamlen. Med et stolt smil blinker han og sender en opadvendt tommelfinger til tv-kameraet.
Der er gået 14 år, siden Peter Bollerup Andersen stod på strøget i Oslo. Han sidder i Snapstinget, Folketingets restaurant på Christiansborg. Lange, varme solstråler fra efterårets løvfaldssommer vælter ind i det højloftede lokale og ned i en lille karnap, hvor Peter Bollerup Andersen sidder iført lyseblå skjorte og sandfarvede bukser. I dag en voksen mand med familie, en uddannelse som journalist og et arbejde som pressemedarbejder for partiet Liberal Alliance i magtens danske centrum.
»Det, jeg husker fra Oslo, var en ny følelse af kontrol. Tidligere var det min stammen, der styrede, hvad jeg sagde, så det var en enorm befrielse for mig. Jeg følte lettelse, overskud og frihed. Og så kunne jeg faktisk lide det, da jeg stod deroppe, fordi jeg kunne mærke, at det fungerede,« fortæller Peter Bollerup Andersen, der husker, at han med det samme ville op på scenen igen:
»Det gik op for mig i løbet af de fire dage, at kurset ville komme til at udvide min verden. Det ville give mig muligheder, som jeg ikke troede, jeg havde, og hjælpe mig til at åbne døre, som jeg tidligere ikke turde gå ind af«.
McGuire er især blevet kendt for, at kursusdeltagere kan flytte sig fra at have svært ved at udtale sig eget navn til at kunne holde tale i offentligheden, som den dag i Oslo. Der findes andre behandlingsmetoder, men for mange stammere har McGuire stor effekt, der umiddelbart kan virke ret voldsom. Peter Bollerup Andersen understreger dog, at McGuire på ingen måde skal opfattes som mirakelkur, men derimod kræver hårdt arbejde især efter de fire intensive dage:
»På selve kurset bliver du båret frem af en kollektiv forståelse om, hvilken vej du skal. Bagefter skal man finde tiden til at øve teknikkerne. McGuire siger, at man stadig skal tage kontakt til fremmede efter kurset, hvis man vil have succes med kurset, så jeg købte den blå avis og ringede op til alle mulige mennesker, hvor jeg udgav mig for at købe deres ting. Jeg gik også stadig på gaden og tog kontakt til fremmede, og jeg ringede til andre deltagere fra kurset. Vi mødtes, sparede med hinanden og brugte det netværk af tidligere kursister, der hele tiden bliver større,« siger Peter Bollerup Andersen, der stadig er en del af McGuire. Han er træner, har været instruktør og kommer stadig til kurserne indimellem. Det er også for at holde sig selv oppe, forklarer han:
»Jeg har stadig hårde perioder, og mine dage med stammen går op og ned. Det er langt fra hver dag, at jeg er tilfreds med mig selv. Men kurset har sluppet mig fri mentalt, og jeg ved, hvilke teknikker der virker, og hvad jeg kan falde tilbage på. Det er en udvej, når min stammen er hård, og det giver mig en frihed, som jeg ikke havde som ung,« siger Peter Bollerup Andersen.
Peter Bollerup Andersen voksede op i Vestjylland i begyndelsen af 1990’erne. Han boede sammen med sin familie i den lille fiskerby Hvide Sande ved Ringkøbing Fjord. En aktiv dreng, der dyrkede masser af sport i sin fritid og havde gode venner. I skolen var det først i de større klasser, at stammen udviklede sig til et egentlig problem, husker han.
»Jeg begyndte at føle skam og flovhed over, at jeg stammede. Måske fordi man i denne alder er mere bevidst om, hvordan man fremstår over for andre. Det gik op for mig, hvor begrænsende min stammen var. Eksempelvis tog vi indimellem til Ringkøbing, når vi havde lyst til en pizza eller lignende. Det værste var at stige ombord i bussen og sige navnet ‘Ringkøbing’, fordi jeg har svært ved r-lydene. Jeg købte også altid en fransk hotdog på grillbaren, ikke en ristet på grund af r-lyden,« smiler Peter Bollerup Andersen.
I folkeskolen kom der en periode, hvor han fik svært ved at læse op. Der var perioder, hvor han med egne ord kollapsede og sad fast i et ord eller en lyd uden at kunne komme videre:
»Jeg er stort set aldrig blevet mobbet med min stammen, men jeg kan huske en geografitime, hvor klappen gik helt ned. En klassekammerat begyndte at grine, og da én først begyndte, kom resten efter. Jeg tror ikke, de vidste, hvordan de skulle reagere, men det var ekstremt ubehageligt, og jeg glemte det aldrig. Jeg havde det særlig svært i engelsktimerne, hvor det at læse op var en grænseoverskridende oplevelse, så jeg endte med at blive fritaget for at læse op i folkeskolen og senere også efterskolen, fordi det var så ubehageligt for mig,« fortæller han.
Peter Bollerup Andersen har pressevagt denne dag. Det betyder blandt andet, at han har telefonvagten, når journalister ringer. Eksempelvis med spørgsmål til Liberal Alliances udspil eller fordi journalisterne har brug for hjælp til at finde den rette ordfører på en given sag. Indtil nu har telefonen været tavs, men pludselig ringer den, mens han fortæller. Peter Bollerup Andersen løfter iPhonen og trækker vejret dybt.
»Liberal Alliance, det er Peter,« svarer han roligt, før han lytter og guider journalisten videre med med sit ærinde. Han lægger på igen.
»Hvor kom vi fra? Nå jo. Min stammen var værst, når jeg mødte fremmede. Det tror jeg mange kender. Da jeg var 16, blev jeg rykket op på seniorholdet til fodbold, fordi der ikke var et ynglingehold i Hvide Sande. Pludselig spillede jeg med voksne mennesker, der havde uddannelser og familier. Der blev jeg kendt som en stille dreng. Ikke fordi jeg var det, men min stammen gjorde, at jeg lagde bånd på mig selv imod min natur,« fortæller Peter Bollerup Andersen.
TV2-dokumentaren, som Peter Bollerup Andersen, senere har lagt på Youtube, viser en ung fyr, som går på bar med sine venner, snakker og griner. En vellidt ung mand, der dog kæmpede med de indre dæmoner, der kendetegner stammen; kun en lille del af problemet er synlig for andre. For Peter Bollerup Andersen kom usikkerheden blandt andet til udtryk i forhold til valget af uddannelse, der med alderen trængt sig mere og mere på. Han havde hovedet skruet godt på, men oplevede samtidig, at hans stammen stod i vejen. Eksempelvis for en drøm om at arbejde med samfund, sprog og politik.
Men sportsmanden Peter lod sig ikke slå ud. Med sin erfaring fra McGuire-kurset i Oslo i kufferten og fightermentalitet tog han til Århus, hvor han efter en kort afstikker til Handelshøjskolen, begyndte på Danmarks Journalisthøjskole. Når han i dag tænker tilbage på sit valg af uddannelse, virkede journalistik ikke som det meste åbenlyse. Men det var det, han ville. Han fortalte sit hold om problemet, men stammen skulle ikke stå i vejen.
»Rollen som journalist er måske ikke så god som stammer. At have rollen som den irriterende person, som den interviewede helst er fri for, er et hårdt udgangspunkt som stammer. Men det handler om at angribe det. Jeg kunne lide udfordringen i det, og det var samtidig en god mulighed i at få testet teknikkerne fra McGuire af. Det gik ikke altid som håbet, men så kløede jeg bare på,« fortæller Peter Bollerup Andersen, som blandt andet husker 1. års prøven med blandede følelser. Prøven fungerer som et udskillelsesløb, hvor kravene er store, og langt fra alle kommer videre på studiet. Presset er med andre ord ekstra stort:
»Jeg havde Hans Engel (tidligere minister) som censor og ikke verdens bedste historie. Jeg følte mig presset både på mine kilder og på historien, der havde en politisk side, hvor han kendte baggrunden og pressede mig. Jeg havde en virkelig dårlig oplevelse med min tale, men det gik med nød og næppe. Jeg bestod og kom videre. Det vigtige i sådan en situation er, at man ikke slår sig selv oven i hovedet, fordi du har stammet meget og haft en skidt oplevelse, men i stedet fokuserer på at gøre det bedre næste gang og komme videre. Skyldfølelsen kan du ikke bruge til noget«.
Efter en årrække med forskellige journalistiske job er Peter Bollerup Andersen kommet på rette hylde, som han siger. I marts 2017 fik han jobbet som presserådgiver for Liberale Alliance. Siden har han haft sin daglige gang på Christiansborg, hvor han udover at hjælpe journalister og skal udfordre politikerne.
»Jeg kan ikke gemme mig, og det skal jeg heller ikke. Min opgave er blandt andet at fungere som djævlens advokat over for politikerne og kommentere, hvis jeg synes, at det, de vil vi sige i medierne, er en dårlig ide. Det er en del af jobbet, hvor jeg skal udfordre, og hvor jeg tidligere ville have været meget presset. I dag trives jeg i den rolle, selv om det kan stadig være udfordrende nogle gange at skulle konfrontere og være den offensive,« siger Peter Bollerup Andersen.
Han taler koncentreret og virker fokuseret på sin vejrtrækning under hele interviewet. Kun få gange optræder en svag hakken eller trækken på et ord. Næppe noget som normalt talende ville bide mærke i. Pressetelefonen ringer igen. Med en dyb vejrtrækning tager Peter Bollerup Andersen telefonen, før han kort dirigerer en journalist videre til udenrigsminister Anders Samuelsens særlige rådgiver.
»Jeg kan godt have en dårlig dag, hvor jeg kan være irriteret på mig selv eksempelvis efter et møde med en politiker, hvor jeg har brudt alle regler fra McGuire-kurset. Men så har jeg en forpligtigelse til at sikre, at det går bedre til næste møde. Det tager jeg alvorligt,« lyder erkendelsen fra presserådgiveren.
I februar 2018 tog han et stort personligt skridt. Partiets sekretariatet på Christiansborg har cirka 20 medarbejdere, som på skift skal stå for en inspirationsdag, hvor den enkelte skal stå for et oplæg af eget valg, som kan lægge op til eftertanke og refleksion. Turen var kommet til Peter Bollerup Andersen, der besluttede sig for at vise den allermest sårbare udgave af sig selv: dokumentaren fra 2004.
»Det var grænseoverskridende, og jeg var selvfølgelig meget nervøs. Men jeg kunne lige så godt fortælle om min historie. Min oplevelser med stammen er ikke noget, jeg bare kan skrive om i en mail. Der var flere spørgsmål fra de andre, og folk sad med tårer i øjnene, for det er jo en stærk og sårbar film, fordi jeg viser en meget, meget privat side af mig selv. Men jeg møder kun respekt, netop fordi jeg viser, hvem jeg er. Så det var godt, jeg turde. Jeg har intet at skjule, og det er det, jeg prøver at leve mit liv efter. Med den bagage og de værktøjer, jeg nu engang har,« siger han og fortsætter:
»I dag føler jeg mig allermest fri, når jeg har ordet, og folk skal vente på mig. Det giver et kick. Jeg har eksempelvis flere gange været toastmaster, og når jeg står i den situation, kan jeg sagtens huske, hvordan det var i geografitimen tilbage i Hvide Sande. Jeg har endda holdt tale på engelsk for at par uger siden til et bryllup i Køln i Tyskland. Det var fristende at gøre det på dansk, hvilket brudeparret sagde var i orden. Men det ville være forkert at vælge den nemme udvej; jeg skulle gøre det på engelsk, som jeg stadig har det svært med. Jeg var utrolig nervøs, men talen spillede og gav mig en vild følelse bagefter. Det var virkelig en fed oplevelse«.
For Peter Bollerup Andersen kan man sige, at McGuire-kurset blev begyndelsen på enden for den indelukkede og frygtsomme version af ham. En ny, ung mand voksede ud og blev til et modent, tænksomt og modig menneske, der tilfældigvis stammer og hele tiden skal arbejde med sit taleproblem, men som ikke lader sig slå ud af det. Tværtimod.
»Min stammen er et vilkår for mit liv, som jeg har med mig hver dag, og det er bestemt ikke hver morgen, som er lige god. Men jeg har fået en anden mental tilgang. Man skal ikke se sig selv om et offer for stammen og holde sig selv tilbage, men derimod springe ud af skabet og genfinde den der tro på sig selv. Tidligere følte jeg selv skyld og skam over for min stammen, i dag ser jeg det som en udfordring, jeg skal angribe,« understreger Peter Bollerup Andersen, der slet ikke er færdig med at arbejde med sin stammen.
Han har fået sine venner og familie til at reagere, hvis de kan høre, at han har særlige problemer med sin tale. En siger ‘McGuire’ til ham, mens hans kæreste tager en dyb vejrtrækning, så ved han, hvad han skal. Andre gange går han en tur og fokuser på sin vejrtrækning og skal han holde oplæg eller tale, vil han typisk bruge ekstra tid på at træne de teknikkerne, han lærte for 14 år siden:
»Jeg stammer stadig, hvis jeg ikke tager mig sammen. Det er noget, jeg konstant skal arbejde med. Men jeg har det godt med denne udfordring. Det er den store forskel fra tidligere«.
Eller som 19-årige Peter Bollerup Andersen sagde til tv-holdet den weekend i Oslo for 14 år siden, hvor han tog mod til sig og trådte op på en gul skammel:
»Førhen har man været flov ved at stamme. Der har man gjort alt for at undgå at stamme. Sagt alle mulige ting, man slet ikke mente. Gjort nogle ting man slet ikke ville gøre. Hele tiden undgå at komme i de situationer. Hvor man bliver pinlig berørt.«
For Peter Bollerup Andersen er den tid for længst slut.
McGuire i Danmark:
- McGuire-kurset er udviklet i 1994 af Dave McGuire, der selv stammede.
- Kurset henvender sig til mennesker over 15, som stammer. Det forløber over fire dage.
- McGuire-programmet understreger selv, at der ikke er tale om en helbredelse eller mirakelkur.
- Man arbejder med en forståelse af stammen fysisk og psykisk. Ideen er at lære vejrtrækningsteknikker, så man selv kan kontrollere sin tale, og stammen dermed ikke er styrende for ens liv.
- Det er blandt andet tidligere kursister, der underviser.
- Kurserne afholder i dag også i Danmark.
Ordkriger.dk 
One thought on “Efter 15 år med McGuire: Peter Bollerup Andersen har stadig hårde perioder”