Peter Brüchmann er kendt som sportens talende vandfald og en hård hund i dansk journalistik. Men som ung kæmpende den tidligere chefredaktør for BT og stifter af fodboldmediet Mediano med blokeringer, nederlag og forlegenhed. Følelserne husker han endnu.
Peter Brüchmann har haft fat i sin gamle mor op til interviewet. Den 55-årige journalist, forfatter og mangeårige topleder i den danske medieverden husker ikke sin barndom så godt, og detaljerne omkring hans oplevelser med stammen fortaber sig lidt i tågerne, fortæller han over en kop dampende pulverkaffe.
Vi sidder i en kontorbygning på Nørrebro i København. Her holder Mediano til. Et succesfuldt nichemedie om sport, som Peter Brüchmann sammen med en lille kerne af entusiaster stiftede i 2016 efter en lang årrække som hårdkogt medieboss på TV2 samt BT, hvor han sluttede som ansvarshavende chefredaktør.
På skrivebordet står to mikrofoner, der bruges til de podcasts, som i stigende grad indfanger de sportsinteresserede danske lyttere. Et tilstødende lokale fungerer som både kontor og studie og bidrager til en stemning af selvgjort og iværksætteri. På væggen hænger en pris fra foreningen Danske Sportsjournalister, der i 2017 kårede Mediano som ‘Årets digitale hit’.
Men det er hverken Mediano eller sport, Peter Brüchmann skal fortælle om denne dag, selv om det er her, hans livspassion ligger. Det er derimod hans oplevelser med at stamme som stor dreng og ung mand. For de, som i dag hører Peter Brüchmanns stemme i Medianos podcast, eller ser ham kommentere sportsbegivenheder på tv, kan det måske virke overraskende, at mediechefen tidligere har kæmpet med at få ordene ud over læberne. Ikke desto mindre er det tilfældet.
»Jeg stammede især som teenager og ung journalist, hvor jeg oplevede nogle ubehagelige episoder. Og selvom min stammen ikke var voldsom sammenlignet med mange andre, som virkelig kan være ramt af stammen og lukker sig inde i sig selv, var det problematisk nok til, at det påvirkede mig og i perioder var direkte hæmmende,« fortæller Peter Brüchmann.
For at forstå hvordan det hænger sammen, og hvordan han kom fri af sine problemer, skal vi et smut til Nordjylland i 1970’erne og en lille by nær Nørresundby, hvor Brüchmann voksede op. De fleste mennesker begynder at stamme i de allertidligste år, hvor den komplicerede proces at tale udvikler sig i takt med hjernen, og sproget langsomt former sig som en skulptur i ler.
»Det er sjovt, for når jeg taler med min mor om det, var min stammen ikke noget, der fyldte meget dengang. Jeg havde en tendens til at være bløder som barn, og det påvirkede min mor langt mere end mine taleproblemer. På et tidspunkt var hun nede at veje 50 kilo af ren bekymring. Det er en del mindre, end hun gør i dag, kan jeg godt tillade mig at sige,« griner Peter Brüchmann.
Han fortsætter i samme spor.
»Måske det er derfor, at hverken hende eller jeg kan huske præcist, hvornår stammen begyndte i mit tilfælde. Jeg kan heller ikke huske andre i familien som stammede. Mine første erindringer er fra folkeskolen, hvor jeg husker, at jeg havde problemer med at komme i gang og indlede en sætning. Jeg skulle ligesom humpe ind i en samtale. Når jeg først var i gang, gik det fint,« fortæller Peter Brüchmann. Han bevæger sine hænder frem på skrivebordet i små ryk for at understrege sin pointe:
»I skoletiden vil stammen typisk komme til kende ved, at du som elev rækker hånden op og skal sige noget. Du bliver måske spurgt af andre eller vil springe ind i en igangværende samtale i undervisningen. Det husker jeg umiddelbart som dér, hvor jeg første gang registrerede, at jeg stammede. Det var ikke så meget hjemme omkring køkkenbordet, og det var heller ikke så stort et problem, at jeg blev sendt til talepædagog. Jeg har eksempelvis aldrig modtaget undervisning«.
Han kalder den drengede version af sig selv for ‘en skæv karakter’, der hverken gik i vuggestue eller børnehave, men tilbragte dagene hjemme hos forældrene. De drev en mindre autoforhandler med et værksted, hvor han ofte gik rundt mellem bilerne og mekanikere uden stor kontakt med andre børn. I skolen havde han det bedst i timerne og var hverken var specielt god til fodbold eller at løbe. En lettere indadvendt knægt, der gerne ville præstere i skolen og have gode karakterer end lege vildt i frikvartererne.
Netop i denne periode udviklede hans stammen sig til et problem. Peter Brüchmann begyndte at lade sig påvirke i timerne, fordi han ikke turde tale og blande sig i undervisningen, når han ville. Som konsekvens blev han stadig mindre aktiv i timerne, og dermed endte han i en selvforstærkende, negativ spiral af stadig mere tavshed.
»Det kunne sagtens være endt i virkelig skidt. Heldigvis havde jeg en klasselærer, som var opmærksom på min situation og virkelig god til at få mig med i undervisningen, når jeg tav. Jeg var ikke sådan en ‘se mig-type’ – hvilket måske kan virke paradoksalt i dag – men sådan var jeg faktisk ikke som barn. For mig siger det noget om den afgørende rolle, man kan have som lærer over for et stammende barn. Det er virkelig vigtigt, at der er en lærer, som ved, at du har noget på hjerte og hjælper dig tilbage ind i rummet,« siger Peter Brüchmann.
Uden for skolen husker Peter Brüchmann i dag ikke store at have store problemer på grund af sin stammen. Han var en frisk knægt med langt hår og cowboyjakke, der spillede guitar og kørte Puch VZ50-knallert sammen med en gruppe andre drenge i området omkring Nørresundby. Han havde gode venner, tilmed et par kærester og husker ikke sig selv som hæmmet, ud over han bedre kunne lide at synge end tale. I hjemmet blev hans sproglige vanskeligheder ikke italesat, og skole-hjem samtaler var endnu ikke opfundet.
Men i takt med at Peter Brüchmann blev teenager og senere kom i gymnasiet, blev stammen endnu engang et problem, og igen var det fagligt. Han var matematisk-fysisk student og fik gode karakterer. Men han havde det svært i taletimer som dansk og historie. Der var store udsving i hans karakterer:
»Jeg husker, at jeg fik fem i historie og spurgte min lærer hvorfor. Du siger jo ikke noget i timerne, og derfor kan jeg ikke give dig en bedre karakter, svarede han. Jeg sagde, at jeg var bange for at sige noget, fordi jeg stammede og var bange for ikke at kunne komme i gang, når jeg skulle sige noget, og at det var derfor, jeg holdt mig tilbage. Heldigvis begyndte han derefter at være mere opmærksom på mig og sluse mig ind i timerne. Samtidig ville jeg sgu ikke have det 5-tal siddende på mig, så jeg tog kampen op og fik 10 et halvt år senere,« husker Peter Brüchmann.
Men hvorfor tav han i timerne, selv om han havde noget på hjerte og grundlæggende var ambitiøs omkring sin skolegang? Hvad holdt ham tilbage, hvad var han bange for? Peter Brüchmann rører rundt i kaffen og tøver lidt, før han svarer.
»Jeg tror, det handler om en dyb angst for at udstille sig selv. Jeg kom jo til at se fjollet ud, fordi jeg ikke kunne komme i gang med sætningen. Stilheden er voldsom, når de andre elever ser undrende på dig, fordi du ikke siger noget, når du får ordet. Så hellere tie stille, for så risikerer jeg ikke at få et nederlag. Det er følelsen af nederlag, det handler om, og den følelse kan jeg tydeligt genkalde. Det ER jo ikke et nederlag at være længere tid om at sige det, man gerne vil, men sådan tænker man, når man stammer,« fortæller Peter Brüchmann.
Det er en af de varmeste dage i en allerede sveddryppende dansk sommer fuld af rekorder. På kontoret står alle vinduer åbne, og persiennerne er rullet halvt ned for at holde solen ude. Peter Brüchmann rejser sig for at hente vand. Iført mørk poloshirt, badeshorts og sandaler ligner han mest en turist i køen ved iskiosken på stranden. Kort efter vender han retur med en flaske halvlunken vand i hånden. En sms tikker ind på mobilen, før han slår lyden fra.
»Jeg tror, kunsten er at komme ud over den oplevede følelse af nederlag. For mig var det lidt at sige ‘fandme nej’. Jeg hopper ud i det og taler, selv om det er svært, og jeg måske ser dum ud. So be it,« siger han og fortsætter:
»Det var som at stå på skøjter for nu at bruge en lidt banal metafor. Måske det ikke er kønt, men jeg lærer ikke at stå på de skøjter, hvis ikke jeg kommer ud på isen og tør risikere at tabe ansigt. Jeg opdagede, at der kun er én vej frem: Op med lappen. Skynd dig ud på isen for du bliver ikke belønnet for at tie stille. Tværtimod«.
Uden for kontorbygningen sidder en gruppe af fem hjemløse i skyggen fra en mur. Man går forbi dem på vej ind i kontorbygningen og de lidt institutionsagtige hvide gange, der leder ind til Mediano. Mellem sig har de et par hunde og bæreposer med tomme flasker og mad. Snak blander sig med rusten latter og trænger ind gennem de åbne vinduer. En hund bjæffer.
For mange andre mennesker, som har stammen tæt inde på livet, kan det måske undre, at en ung mand, som i perioder har svært ved at få gang sine sætninger, vælger at blive journalist. Et job, hvor man ud over at have telefonen som fast makker, dagligt skal tale med fremmede mennesker, og tilmed være kritisk og konfronterende over for mennesker med magt, indflydelse og pondus.
Men bevæbnet med sin vækkede kampgejst samt det faktum, at han jo vidste, at han godt kunne tale, når først han var i gang, gik Peter Brüchmann efter sin drøm om blive journalist. Under uddannelsen lod han godt nok helst sine medstuderende ringe op til kilderne i forbindelse med opgaver, men ellers husker han ikke tiden som problematisk i forhold til sit taleproblem. Ikke engang i sin praktikperiode på Horsens Folkeblad erindrer han, at stammen udgjorde et problem i det daglige arbejde.
Problemerne kom i begyndelsen af 20’erne, da han skiftede fra Fyens Stiftstidende til Ekstra Bladets sportsredaktion i København. Især husker Peter Brüchmann en situation, hvor han skulle ringe til den daværende generalsekretær for DBU, Jim Stjerne Hansen.
»Hans hustru tog telefonen, da jeg skulle præsentere mig. Jeg kunne simpelthen ikke få en lyd frem, så jeg smed røret på. Slam. Måske troede de, at der var en stønner i den anden ende af røret. De kunne i hvert fald ikke vide det,« leer han og ryster på hovedet.
»Dengang var der heldigvis ikke vis nummer-funktion på telefonerne, så jeg måtte bare forsøge igen senere, hvor jeg så heldigvis godt kunne præsentere mig selv. Det var virkelig mærkeligt, for det var ikke et gennemgående problem, selvom det skete mere end én gang. Uanset var det endnu et ‘wake up-call’, for jeg kunne jo ikke passe mit job, hvis jeg ikke kunne tale i telefon; jeg ville blive fyret, for der kom ingen historier ud af det. Det måtte ikke ske igen, så hellere lyde tosset,« husker Peter Brüchmann.
Den dag i dag kan han sagtens erindre det sug i maven, der gik igennem ham i situationer, hvor han stammede over for andre. Folk ser underligt på en, og man føler sig som en tosse, husker han.
»Det er bestemt ikke en rar følelse. Den er knyttet til ubehagelighed, forlegenhed og ekstrem blufærdighed, fordi du afslører dig selv i samværet med andre mennesker. Sådan havde jeg det i hvert fald, og det kan jeg sagtens kalde frem, selv om det er længe siden. Det forsvinder nok aldrig«.
Da Peter Brüchmann havde sin sidste oplevelse med stammen, var han var i 30’erne og arbejdede som reporter på TV2 sporten. Udfordringen kom, når han skulle lave speaks til de forskellige tv-indslag. Her måtte han bruge 5-10 sekunder på at koncentrere sig og få styr på sin vejrtrækning, før han gik i gang, ellers kunne hans speak gå i kludder. Også selv om teknikeren i den anden ende af mikrofonen indimellem kom i tvivl, om han var der, fortæller han med et smil. Omvendt sendte han flere gange live fra fodboldlandskampe med over en million tv-seere uden at have problemer med talen, der efterhånden blev mere og mere flydende.
»Måske det handlede om, at jeg med alderen fik bugt med min egen usikkerhed og lærte at kompensere på en eller anden måde. Så brugte jeg sikkert også små tricks. Jeg har i hvert fald en svag erindring om indimellem af at sige noget med ‘øh’ eller lignende for at komme i gang med sætningerne. Det virkede for mig. Lidt som med at tage det første svømmetag. Endelig tror jeg det hjalp ikke at gemme sig, men derimod hoppe frem og konfrontere problemet. Være ligeglad og tage kampen op frem for at lade sig gå på af modstanden. Det var nok det, jeg lærte i gymnasiet og senere som ung journalist på Ekstra Bladet, og det er måske i virkeligheden den vigtigste lære, man kan udlede fra min historie.«
Siden dengang har Peter Brüchmann primært fungeret i forskellige roller som topchef i mediebranchen. Han har befundet sig i et utal af konfliktfyldte situationer, hvor presset har som chefredaktør for BT, påpeger han og nævner selv det at vidne i skattesagskommissionen eller de mange forsvar for formiddagsavisens historer.
»Du kan sagtens mærke presset, når du eksempelvis sidder i TV-avisen eller deltager i Presselogen på TV2 News, hvor de tre andre redaktører og samtlige seere i Twitter-sporet under skærmen vil have dit hoved på et fad. Det er en form for eksamen, hvor du ved, du skal stå på mål for en sag i en time og udelukkende er castet i skurkerollen. På den måde har der været masser af anledninger til, at jeg skulle begynde at stamme igen, men jeg kan ikke erindre, at min stammen har været et emne i disse situationer. Det var det mindste problem,« siger han og smiler bredt.
Udfra set slap Peter Brüchmann relativt let gennem sin periode med stammen. Men han har taget sine erfaringerne med. Som bøger i bagerst i en bogreol er oplevelserne en del af hans bagage og kan komme til nytte i andre sammenhænge, mener han.
Eksempelvis lider Brüchmanns 15-årige datter af epilepsi, og indimellem får hun anfald kaldet absencer. Under disse anfald er det som om, at hendes hjerne ‘lukker ned’ i få sekunder. Hun forsvinder i sig selv. Få sekunder lyder ikke af Ikke lang tid, men det nok til at hendes tilstand kan være både et fagligt problem for hende i skolen og direkte farlig i trafikken. Eksempelvis faldt hun under en parkour-øvelse og brækkede begge sine arme. Hun tog simpelthen ikke fra, da hun faldt, fortæller Brüchmann:
»Vi kan hjælpe hende med medicin og andre ting, men hun kan ikke knipse epilepsien væk. Hun skal gå gennem livet med dette som sin bagage. Alligevel skal hun præstere i sit sociale liv og i skolen, hvor hun kan være bange for at fremlægge, hvis hun forsvinder. Jeg sammenligner det ikke med at stamme, men budskabet er grundlæggende det samme: Desværre, du er uheldig. Vi hjælper dig, din skole og venner hjælper dig, men du er nødt til at konfrontere dine problemer og lære at leve med de vilkår, du nu engang er blevet tildelt her i livet.«
Den modgang, han selv har oplevet blandt andet som følge af stammen, ser han i dag som en væsentlig del af hans dannelse som menneske. Oplevelserne har været vigtige for at forme ham – og gøre Peter Brüchmann til den person, han er i dag.
»Mine oplevelser har styrket en kampgejst, jeg havde, og som jeg forsøger at give videre til mine børn. På denne måde ser jeg faktisk min stammen som et aktiv. Den gav mig godt nok problemer, men den lærte mig samtidig noget om ikke at give op og kæmpe for tingene. Det ville jeg ikke have været foruden, når jeg ser tilbage på det i dag,« siger Peter Brüchmann.
Peter Brüchmann:
- Født 1963 i Svenstrup, syd for Aalborg.
- Uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, 1989
- Chefredaktør for fodboldmediet, Mediano.
- Direktør i ‘Brüchmann’ samt forfatter, foredragsholder.
- Tidligere digital chef og medlem af chefredaktionen, TV2.
- Forhenværende chefredaktør på dagbladet BT. Før det sportschef samme sted
- Har desuden arbejdet som journalist på TV2, Ekstra Bladet, Fyens Stiftstidende og Horsens Folkeblad.
- Dyrker bla løb i sin fritid
- Gift med Lotte, far til Ludvig og Emily
- Bor i Vanløse, København
Ordkriger.dk 