Brian Holm blev kaldt sprogspasser og truet med tæsk i skolen: Jeg lærte, at livet ikke altid er nemt

Få ved det, men Brian Holm har haft taleproblemer hele livet. Som professionel cykelrytter har han været en offentlig person, hvor pressekontakt i årevis handlede om overlevelse. I dag lever han med sine taleproblemer og ser dem som styrke.

Eurosports tv-studier i Skovlunde vest for København virker næsten øde. Der er pause fra optagelserne, og journalister, værter og gæster passer hver sit gøremål rundt om i redaktionslokalerne og kontorer langs krogede gange.

En af dem er Brian Holm, tidligere professionel cykelrytter og i dag sportsdirektør og cykelekspert. Han har sagt ja til at fortælle om en side af sit liv, som de færreste kender til, men fylder meget i hans liv; siden Brian Holm var dreng, har han kæmpet med blokeringer samt en tendens til læspen.

»Marcel Kittel (tysk cykelrytter) har en hollandsk svigermor. Hun sagde for nogle år siden, at hun elskede at høre mig tale hollandsk. Det var første gang i mit liv, jeg hørte noget positivt om min stemme. Jeg har aldrig selv forbundet min stemme med noget positivt,« siger Brian Holm.

Brian Holm sidder roligt i en kontorstol iført mørke bukser, lyseblå skjorte og markante, sorte briller. Hans ansigt har tre gange prydet forsiden af Euroman, og han medvirker jævnligt i artikler og tv-programmer.  For mange vil det derfor være overraskende at høre, at den kendte cykelrytter også stammer. Man hører det heller ikke, når han taler, men problemerne er der stadig, fortæller han. Han undgår bare visse og ord sætninger, som han blokerer på.

Ordkriger.dk’s udsendte sammen med Brian Holm i Eurosports studier ved for København.

Det er ikke altid let. Som cykelekspert deltager Holm jævnligt i forskellige reklamer og promoveringer, hvor han eksempelvis skal læse en tekst som et speak til et tv-klip. Det kan godt give ham problemer.

»Det er lidt som en gearkasse, der ikke kan komme i gear. Ordene kan ikke komme ud. Jeg kan se med det samme, om jeg får problemer med en tekst. Jeg ved ikke, hvad fanden det skyldes, og jeg kan ikke forklare det. Men allerede når jeg ser teksten, ved jeg, om jeg kan udtale den, ellers finder jeg lynhurtigt på noget andet, og det lykkedes som regel meget godt. Jeg har næsten 60 års erfaring,« siger den 56-årige Brian Holm.

Brian Holm voksede op på Amager. Hans far var murer og har også en svag tendens til stammen. Men hans far var og er ikke typen, der talte med andre om den slags problemer. Dem måtte man løse selv, fortæller Brian Holm.

Hans første erindring om stammen er de gange, hvor han blev kaldt til talepædagog i skolen. Højttalerne kaldte en gang om ugen, men beskeden gik ud til hele skolen. De dage sad han hjemme og ønskede sig influenza eller et brækket ben, så han slap for ydmygelsen.

»Hele skolen blev jo klar over, at jeg havde taleproblemer. Jeg blev kaldt sprogspasser, og der var øretæver i luften fra de store drenge. Dem med knallerter. Men man lærer at slå fra sig og give igen med de våben, man nu engang har. Jeg lærte i hvert fald at forsvare mig, og at livet ikke altid er nemt,« fortæller Brian Holm, der ikke husker, at han fik brugbar hjælp fra de talepædagoger, han blev kaldt op til.

»Det er jo længe siden, men jeg husker ikke, at de sagde så meget. De lærte mig, at jeg skulle holde tungen nede som hos lægen,« siger Brian Holm og trykker sin tunge med en pegefinger. Han griner og ryster på hovedet:

»Jeg forstod det sgu aldrig. Men det var jo en anden tid«.  

Hvad Brian Holm eventuelt manglede i talegaver sad til gengæld i bentøjet. Han var et naturtalent inden for cykling og har stadig rekorden på 10 km sat på Amager i 1982 i tiden 12:16. Det er siden blevet navnet på et cykeltøjmærke, han har stiftet.

Talentet betød, at Amager-drengen hurtigt landede i Belgien og Holland, hvor han kørte for forskellige cykelhold. Og selv om cykelsporten dengang ikke blev dækket så intenst som i dag, betød jobbet stadig, at han indimellem skulle tale med presse, sponsorer og andre folk omkring cykelsporten.

»Jeg kunne ikke lide medierne og undgik dem, hvis jeg kunne. Især tv. Jeg stak af, når de var der. Der var engang en dansk journalist, som fortalte, at de internt kaldte mig ‘den tavse mand’, fordi jeg aldrig sagde noget. Mange opfattede mig som halvarrogant. Når jeg ser gamle interviews i dag, kan jeg godt se det. Jo mindre jeg kunne sige, desto mindre var risikoen for at sige noget forkert. Ja og nej-svar var min specialitet,« fortæller Brian Holm.

Presset for at tale med pressen steg som professionel og i takt med stigende interesse i medierne. Især de årlige holdpræsentationer, hvor cykelrytterne bliver præsenteret i pompøse arrangementer, husker han som et mareridt.

»Jeg frygtede det mere end at køre en massespurt eller at køre nedad med 120 km/t i regnvejr. Der var engang, hvor det gik galt, og hvor jeg blev til grin oppe på podiet. Præsentationen var på hollandsk, og jeg fik sat ordene forkert sammen, fordi jeg ville undgå nogle ord, som jeg ikke kunne udtale. Jeg dummede mig, og i salen var folk flade af grin. Det var et nederlag, og det forstærkede min sceneskræk,« fortæller Brian Holm.

Derfor løb det også koldt ned af ryggen på ham, da han en dag i slutningen af 1980’erne fik et brev. I brevet blev han spurgt, om han ville holde et foredrag på et gymnasium i Randers. Der var meget på spil, og tingene blev pludselig sat på spidsen, husker han.

»Jeg vidste, at hvis jeg ikke sagde ja, ville jeg være tavs resten af livet. Jeg skrev en times foredrag ned i hånden, øvede mig og efter sæsonen kørte jeg til Randers og talte en time. Det kan lyde gammeldags, men livet består af at gøre ting, man ikke at lyst til. Den dag gjorde jeg noget, jeg ikke havde lyst til. Jeg ved ikke, hvordan selve foredraget var, men jeg stod og talte i en time, og der var ingen bump, fordi jeg vidste, hvad jeg ville sige. Da jeg kørte hjem, havde jeg det næsten som om, jeg havde vundet VM i cykling,« fortæller Brian Holm og fortsætter:

»Det var jo kun mig i hele verden, som vidste jeg, at jeg havde det problem. Det var ikke sådan, at vi eksempelvis talte om det, når jeg var ude at cykle med Jesper Skibby. Sådan var det ikke. Vi har alle vores små problemer, og alle har noget, de går og slås med. For mig var det mine taleproblemer«.

For Brian Holm, som i den periode var 28-30 år, blev foredraget et vendepunkt. Lidt som en byld, der gik hul på, fortæller han. Fra da af vidste han, at han kunne stille sig op og tale. Han fik selvtillid, der kom flere foredrag, og han blev modigere til interview.

»Hen af vejen forstod jeg også mekanismerne, og jeg forstod journalisterne. En ven, som er journalist, gav mig det råd, at jeg skulle fortælle historier, så journalisterne fik noget med hjem til redaktionen. Der gik det op for mig, at jeg kunne sige andet end ja og nej. Jeg tænkte: ok, så skal I fandme få historier. Det er en kode, man skal bryde,« siger Brian Holm.

Brian Holm er indadvendt af natur, fortæller han. Cykelsporten var perfekt, fordi han kunne passe sig selv, træne og bo alene og ellers køre 200 kilometer om dagen i regnvejr.

»Jeg har ikke behov for mennesker omkring mig. Jeg kan godt, hvis jeg skal, men skulle jeg vælge, var jeg alene hele tiden. Andre af mine kolleger elsker receptioner, gæster og barbeques, men det er ikke mig. Jeg tror bare, det er min personlighed. Til cykelløb er der gang i den hele tiden; der er journalister, VIP-gæster, radio etc., og det kræver ro, når man kommer hjem. Du er så meget på og bliver træt, og så lukker jeg ned. Om min stammen har spillet en rolle, ved jeg ikke, men måske man med talebesvær er lidt ekstra mør, fordi man er ekstra koncentreret og opmærksom hele tiden,« siger Brian Holm, som netop har droppet at deltage i Tour de France for at undgå virakken.

Når Brian Holm tænker tilbage i dag, gik han i årevis gik rundt med en ubegrundet frygt for at tale offentligt. Hans taleproblemer afholdt ham også fra at få børn i en tidligere alder, fordi han var bange for, at børnene skulle arve hans stammen, hvilket de ikke har.

I 2004 satte hans kamp mod tarmkræften taleproblemerne i relief. Hans filosofi er, at livet indimellem skal eksplodere, og han kalder sin kamp mod kræften for en vanvittig røvfuld:

I dag holder Brian Holm ofte foredrag, sådan var det ikke tidligere, hvor han frygtede at tale offenligt. Foto: Privat.

»Jeg blev gennemheglet, men min sygdom betød også, at daglige problemer ikke længere kan røre mig. Jeg ved, at jeg nok skal klare mig lige meget, hvad der end sker. Sådan blev det også med min stammen. Ok, jeg skal åbenbart øve mig lidt mere her i livet. Talen kommer mig ikke naturligt, men så må jeg arbejde ekstra hårdt. På den måde blev stammen en styrke. Jeg havde en lærer, som sagde: Brian, du bliver aldrig til en skid. Det har jeg hørt tit. I dag, godt 40 år efter, kan jeg sige: Jeg har ikke glemt jer. Jer, som drillede mig. Fuck jer! Jeg er på forsiden af Euroman, I sidder i jeres to-værelses,« siger Brian Holm og griner højt:

»Jeg ved godt, det måske er lidt ynkeligt at se sådan på det, men det holder mig sgu også i gang«.

Brian Holm holder stadig foredrag. Hver gang er der en lille, snigende frygt for at hans tale svigter ham igen. For at imødekomme det, forbereder han sig så godt, han kan, og mindreværdet holder ham kørende, som han udtrykker det:

»Jeg ved, at når jeg kører derfra, er det igen som at have vundet et cykelløb. Jeg er kommet langt, siden jeg sad i Belgien og troede, at jeg aldrig ville sige mere end enstavelsesord. Da jeg fandt ud af, at jeg godt kunne tale, begyndte jeg også at tale mere, for det var jo ikke fordi, at jeg ikke havde noget på hjertet. Det er bare ikke sjovt, når man ikke kan sige, det man gerne vil. Det kan de fleste sikkert sætte sig ind i«.

Brian Holm – CV

• Født 2. oktober 1962 på Amager.
• I dag kommentator for Eurosport.
• Sportsdirektør for Deceuninck-Quickstep.
• Medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune for Konservative.
• Professionel cykelrytter fra 1986-1998, hvor han bla kørte for det tyske storhold  Telekom. Han vandt 14 sejre som professionel og er tidl. dansk mester.
• Har stiftet tøjfirmaet La Flamme Rouge, der hjælper mennesker med kræft.
• Medejer af tøjfirmaet 12.16, som er opkaldt efter hans rekord på 10 km sat på Amager. Rekorden står stadig.
• Gift med Christine, far til Albert og Mynthe