Forleden fik jeg en kommentar her på bloggen. Kommentaren var skrevet af Dorte Pernille Walker, som er mor til en søn på 14, som stammer. Hendes ord vækkede min nysgerrighed, og vi talte sammen forleden, hvor hun fortalte om familiens oplevelse med et stammende barn i henholdsvis USA og Danmark. Det er ret interessant.
Historien er kort fortalt, at familien i juli vendte retur fra Santa Barbara i Californien, hvor de har boet og arbejdet i 20 år. Flytningen har, ifølge Dorte Pernille Walker, desværre ikke været opløftende i forhold til sønnens stammen. Snarere tværtimod.
Alexander, som sønnen hedder, er født i USA. Han har stammet, siden han var lille, men som så mange andre børn, udviklede hans stammen sig negativt i 12-13 års alderen, hvor mange børn begynder at blive mere bevidste om sig selv og deres realtioner til andre.
Både i den amerikanske børnehave og i det, der svarer til folkeskolen, var der tilknyttet en talepædagog til Alexander. I forbindelse med et skoleskift til mellemskolen havde viceinspektøren på den nye skole påforhånd oplyst alle lærere, om at Alexander skulle starte, at han stammede, og hun fortalte, hvordan undervisere og andre børn bedst kunne hjælpe ham.
I USA blev der slået hårdt ned ved det mindste optræk til mobberi. Det var en del af opdragelsen i skolen, at stærke børn skulle tage hensyn til de, som var anderledes. De børn, som havde handicap, fik eksempelvis støttelærer på en til en, og tolerancen var generelt større, fortalte Dorte Pernille Walker, som blandt andet pegede på store kulturelle og religiøse variationer i elevernes baggrunde som en del af forklaringen. Børnene var simpelthen mere forskellige end på den danske skole og måske derfor mere rummelige.
I forbindelse med skiftet til Danmark og dansk folkeskole er Alexanders stammen blevet forværret, fortalte hun, og han har oplevet flere ubehagelige episoder allerede. Op til en lejrskole skulle børnene eksempelvis selv vælge sovegrupper, men ingen spurgte Alexander, der blot fik at vide, at han selv måtte løse problemet ved at spørge ud i klasse, om nogen ville have ham med. Det fik ham til at gå helt i stå, og siden ankomsten til Danmark føler sønnen sig mere og mere ekskluderet i skolen.
Familien oplever generelt, at det danske skolesystem er svært at kæmpe med. Hverken lærere eller elever ved eller er blevet informeret om, hvordan de bedst kan håndtere Alexanders stammen og hjælpe ham. Hun oplever, at ingen omkring klassen ønsker at tale om stammen, og familien savner opbakning fra lærere, elever og andre forældre. Til gengæld har Alexander fået tilknyttet en talepædagog, som han er glad for.
En af de store forskelle, som Dorte Pernille Walker oplever er manglende tolerance, som hun ikke så i USA. Fremmede børn ofte begynder at grine, når de hører Alexanders stammen først gang, selv uden at reaktionen blive påtalt af voksne. I en kø i en juice butik i København gav ekspedienten op, da sønnen forsøgte at bestille og sprang til den næste i køen.
Reaktioner som disse har familien med egne ord aldrig oplevet i USA. Det ville være socialt uacceptabelt og ville omgående blive påtalt, fortalte hun. Konsekvensen har været. at Alexander er meget mere alene med sin stammen, end han var i USA.
Dette er blot én historie fortalt af én familie. Det er naturlivis ikke en beskrivelse af situationen alle steder i Danmark, men den er værd at omtale, for familien Walkers oplevelse af stammen i skole-Danmark, stemmer godt med andre familier, jeg har talt med; det er i rigtig mange tilfælde op af bakke, hvis man har et barn i skolen, som stammer. Stammen er et tabu i Danmark.
Forskellen med Danmark og USA slår også igennem andre steder. USA er et af de få lande, hvor der reelt forskes i stammen og dens årsager. Flere universiteter har forskere, som forsøger at knække koden om stammens ophav lige fra gener til hjernescaninger af børn og voksne. I Danmark er der nul forskning. Vi skal, så vidt jeg er orienteret, til Sverige eller Tyskland og Storbritannien got at finde eksempler på stammeforskning.
Men hvad der måske er lige så vigtigt er holdningen i offentligheden. I USA er der flere organisationer og interessegrupper, som taler stammernes sag. En organisation som American Institute for Stuttering afholder en årlig galla, hvor Hollywoods superstjerner og andre inspirerende mennesker fra USA fortæller deres historier med stammen.
Profiler som Emily Blunt, Samuel Jackson, Bruce Willis, James Earl Jones og præsidentkandidat Joe Biden har mange gange offentligt fortalt om deres liv med talehandicappet. Hvornår har man sidste set en kendt dansker stille sig frem i danske massemedier for at fortælle om livet med stammen? Det sker, men ikke ofte, og det er som regel den personlige beretning, ikke i en rolle som protektor eller lignende.
Dette sker altsammen for at nedbryde tabuer, informere ikke-stammere og forsøge at sætte stemmer fri, som de siger i USA. Jeg synes, at der er noget at tænke over – og endnu mere at lære af.
Ordkriger.dk 
One thought on “I Danmark er stammen et tabu. Sådan er det ikke alle steder”