Tirsdag aften satte Aftenshowet på DR lidt lys på stammen. Denne gang ved at fortælle om en side af Joe Biden, som læsere af denne blog udemærket kender til, men som de fleste danskere nok ikke vidste i forvejen: at USA’s kommende præsident stammer.
Jeg fik lov at deltage og forsøge at sætte lidt ord på, hvad det betyder for os, som stammer, at have en mand som Joe Biden siddende i magtens centrum – til januar, altså.
Se eller gense klippet i Aftenshowet fra 23:28
Det er altid en fornøjelse at kunne være med til at udvide kendskabet til vores tro følgesvend, om vi kom lidt omkring i løbet af de ca. 9 minutter, som indslaget varede. Det gav mulighed for at oplyse lidt om nogle de problemer, man oplever, når man stammer, selv om det naturligvis på ingen måde er udtømmende.
Forfatter Sara Blædel, som sammen med skuespiller Thure Lindhart var aftenens kendte gæster, fortalte, at hun er ordblind og har kæmpet ganske meget med denne lidelse især i ungdommen.
Det er jo værd at huske, at de fleste af os, hvis ikke alle, kæmper med et eller andet i vores liv. Man kan altså godt blive en dygtig forfatter, selv om man er ordblind, og man kan blive præsident i USA, selv om man stammer. Det handler i høj grad om vilje, og det kan efter min mening ikke gentages nok.
Mange danskere vil være overraskede over at høre, at Joe Biden stammer. Han er kendt som en dygtig taler, og det er han også. Men der elementer og rester af en svær ungdoms-stammen i hans taler, hvis man hører godt efter.
Det mener også flere amerikanske eksperter, så det er ikke kun noget, jeg selv finder på.
Før og under snakken viste vært Kristian Ring-Hansen Holt blandt andet klip fra The Daily Show, hvor Trevor Noah gør grin med Bidens taleproblemer (Se klippet nedenfor fra 01:43).
Det fuld klip herunder, viser det bedre, end sammenklippet på DR.
God dag derude.