Efter en tilsyneladende hektisk generalforsamling i weekenden ser det ud til, at der måske kommer lidt ro på. Desværre ser det også ud til, at tingene fortsætter, som de plejer.
Med de seneste måneders ballade i Stammeforeningen in mente, tror jeg, at de fleste er trætte, uanset om man tilhører den ene eller anden side af slagsmålet. Men for mig at se var resultatet af weekendens møde på mange måder et skidt udfald.
Som tidligere nævnt er det mit indtryk, at skiftende bestyrelser i Stammeforeningen over de senere år har gjort deres bedste og med gode intentioner. Jeg har ikke grund til at tro andet. Arbejdet er i høj grad frivilligt, og mange børn og forældre virker især til at være glade for de træf, der bliver arrangeret.
Men for mig at se er dette samtidig kernen i problemet. FSD har over årene udviklet sig til noget, der minder om en træfforening. Det er på ingen måde en samlende og tidssvarende interesseorganisation for stammere, vores pårørende og fagfolk. En situation, der desværre nu ser ud til at fortsætte.
Vi må som community snart til at indse, at vi er i benhård konkurrence om opmærksomhed og dermed penge. Vi konkurrerer med professionelle organisationer, som sikrer netop deres sag langt større bevågenhed og deraf følgende økonomiske midler til gavn for medlemmerne. Der er tale om millioner af kroner, hvoraf nogle burde gå til arbejdet for børn, unge og voksne, som stammer, men som i dag strømmer alle mulige andre steder hen.
Jeg har tidligere peget på Danske Døves Landsforbund som eksempel, men stort set alle andre handicap/lidelser har professionelle organisationer med sekretariater, der kæmper for deres sag. Dansk Blindesamfund kan eksempelvis mønstre 11 medarbejdere, som arbejder med kommunikation og indsamling – elleve!
For mig skriger dette til himlen. Det er ganske enkelt rystende, at stammeområdet på denne måde har fået lov at blive syltet gennem årene. Af foreningen, af skiftende bestyrelser, af politikere og myndigheder. Og af os selv som community.
Konsekvensen er jo, som de fleste sikkert vil skrive under på, at netop vores felt lider under kontinuerlig nedprioritering. Og hvorfor egentlig ikke? Ingen stritter imod, ingen kæfter op, så hvorfor skulle myndigheder ikke spare pengene her? Hvorfor skulle fonde sende millioner af kroner til os, hvis ikke vi kommer med hatten i hånden og fortæller, hvorfor netop vores børn, unge og voksne har brug for hjælp?
Denne triste udvikling vil fortsætte, indtil vi som stammere ser sandheden i øjnene: Vi skal professionalisere foreningens arbejde gennem et sekretariat, der har kræfter og kompetencer til at kæmpe vores alle sammens sag.
Denne professionalisering skal ikke ske på bekostning af det frivillige arbejde, men som et supplement. Det er bedst for alle, at arbejdet sker på skuldrene af foreningen og en forhåbentlig voksende frivillige underskov af deltagere og interesserede.
Jeg håber, at mange trods balladen ser realiteterne og forstår alvoren, så vi sammen kan begynde at gøre noget ved situationen. At der trods alt er sået en spire, der, hellere i dag end i morgen, vil vokse sig til en stor og stærk forening, som vi alle kan være stolte af, som kan tiltrække flere medlemmer, og som vil kæmpe for sagen.
Ellers vil vi stammere ikke få den opmærksomhed og den hjælp, vi fortjener. Det er næsten ubærligt at tænke på.
Ordkriger.dk 