For nyligt fik jeg lov at deltage i en stammegruppe for voksne. Det var faktisk første gang, jeg har prøvet at sidde samme med andre, som stammer, siden jeg var dreng i 1980’ern.
Egentlig ville jeg i udgangspunktet høre lidt om, hvordan man i dag behandler voksne stammere, og hvordan erfarne talepædagoger ser på stammernes virkelighed i dag. Derfor tog jeg fat i logopæd Inge Brink Hansen, som sammen med Lise Reitz, underviser voksne stammere ved Center for Specialundervisning for Voksne i København. Mange kender sikkert de to.
Mødet var mit første gruppemøde med andre stammere, siden jeg gik i 4-5 klasse i Århus. Dengang var det også rart at møde andre, som kæmpede med samme problem, men som tidligere omtalt blev jeg skræmt væk af undervisningen. De efterfølgende år nægtede jeg at deltage i grupper, hvilket jeg egentlig fortryder i dag.
Jeg ved ikke, om det dengang var dette med at sidde fysisk over for andre stammere, som jo på en eller anden måde mindede mig om en side af mig, jeg inderligt hadede og var så ked af. Det er selvfølgelig en efterrationalisering, men jeg tror, jeg blev skræmt på grund af min frygt for at erkende, hvem jeg var, og at stammen var en del af mig uanset, hvor meget jeg strittede imod. Det psykiske element af stammen, som er så vigtigt, var bare ikke en del af behandlingen dengang.
Måske derfor blev jeg helt ærligt også lidt i tvivl, da Inge Brink spurgte, om jeg ville være med i aftenens stammegruppe for voksne. Men jeg gjorde det og fortrød ikke – tværtimod. For det var rart at høre andre stammeres oplevelser og at tale med dem om deres meget forskellige oplevelser. Og selv at fortælle om mine oplevelser som måske har værdi for andre.
I lokalet sad jo andre mennesker, som virkelig ved og forstår, hvad det vil sige at stamme. De fleste mennesker, jeg omgiver med med, har gode intentioner, interesse og stor forståelse, men ingen anelse om, hvad det reelt vil sige at stamme. Hvordan skulle de også kunne det.
Ok, jeg er måske ikke så meget til meditation og åndedrætsøvelser, som vi også lavede lidt af denne aften, men det følger med, og indimellem skal man jo skubbe sine grænser. Det skader helt sikkert ikke at komme lidt mere i kontakt med sig selv og lære gode metoder til vejrtrækning. For mig personligt var det mest interessante dog de andre stammere og deres historier og at bidrage til samtalen.
Jeg har fået mulighed for at deltage i gruppemøderne på CVS. Døren er åben. Det tænker jeg stadig lidt over, men jeg tror, jeg ender med at takke ja. I hvert fald indimellem. For selv om jeg overordnet set har det godt i dag og fungerer fint både privat og fagligt, er der stadig trælse dage, hvor jeg skal kæmpe mere end andre dage og som nævnt mange ting i rygsækken, der måske er gode at få frem i lyset. I gruppen kan man tale om alle aspekter af stammen, og folk forstår dig samtidig med, at talepædagogerne kan støtte op og supplere med viden, metoder og indsigt.
Desuden var gruppemødet lidt som at være i et frirum. Og det var måske mere tiltrængt, end jeg selv vidste, før jeg tog afsted den eftermiddag. Så tak for det til Inge og Lise.
‘
Ordkriger.dk 