“Han må betragtes som svært kommunikationshæmmet”

Da jeg var teenager, frygtede jeg telefonen. Den stod på en bænk foran mit værelse og var en kantet, hvid B&O fra den tid, hvor telefoner sad fast med en ledning til væggen, og mobilitet var styret af ledningens længde.

Jeg boede i en Århus-forstaden Holme sammen med min mor og lillebror i et lille rækkehus i to plan. På 1. sal hang en telefon på væggen. En sort Kirk.

Dengang kunne man lytte med på andres samtaler, hvis man forsigtigt løftede røret på telefonen nedenunder, mens en anden i huset brugte forbindelsen ovenpå. Det var det eneste sjove ved telefonen.

Når B&O’en bimlede, og ingen andre var hjemme, snørede min mave sig sammen. Jeg begyndte at koldsvede, når jeg tvang mig selv til at tage røret og svare. Alene det at sige ‘hej’ eller ‘hallo’ kunne være noget slemt rod, og ikke sjældent var der en person i den anden ende, som sagde ‘hallo, hallo’ eller lagde på, mens jeg kæmpede med at få mit navn ud over læberne, der kunne spænde og ryste, som stod jeg i et fryserum.

Indkomne opkald var ikke engang det værste. Jeg frygtede allermest telefonen, når jeg selv skulle ringe til andre, hvilket jeg undgik så meget, jeg kunne. Ofte fik jeg min mor til at ringe for mig, hvilket i sig selv var ydmygende for en ellers normal 16-årig med knallert, cigaretter i lommen og halvlangt nakkehår. Men når der ikke var flere udgange tilbage i min egen lille rævehule, var telefonen et mareridt.

Eksempelvis hvis jeg skulle bestille tid hos lægen. Jeg forsøgte nogle gange at fortælle andre i røret, at jeg stammede, og at det kunne tage tid for mig at formulere mig. Også det oplevede jeg som ydmygende. Det var skamfuldt ikke at kunne sige sit eget navn eller fortælle, hvad jeg ville, og det gjorde ikke den pinefulde oplevelse kortere.

Det samme gjaldt i mødet med fremmede, som ikke kendte mig, men som jeg af forskellige årsager kom i kontakt med, som man nu gør i dagligdagen. Deres ansigtsudtryk kunne stå malet i undren, apati eller eller latter, når mine kæber spændte og min tunge sad fast, og de ikke vidste, hvordan de skulle reagere eller troede, jeg lavede sjov. Det gjorde ondt.

Deres ansigtsudtryk kunne stå malet i undren, apati eller eller latter, når mine kæber spændte og min tunge sad fast.

Dengang, som dreng og teenager, følte jeg mig på mange måder ensom. Ikke fordi jeg manglede venner eller var alene, det var jeg på ingen måde, men fordi jeg ikke kendte ret mange andre, som stammede. Jeg havde en kammerat i skolen, som også stammende lidt, men han voksede mere og mere fra sin stammen, mens jeg voksede mere og mere ind i min.

Der var også en anden dreng. Max, hed han. Jeg husker ham ikke ud over, at han blev kaldt ‘Stampax’ af de ældre elever. Selv blev jeg ikke mobbet som sådan, men de store drenge kunne være hårde indimellem. Det oplevede jeg også flere gange, men jeg slap bestemt nådigt gennem skolen sammenlignet med så mange andre, der skilte sig ud.

Jeg fik taleundervisning i 4-5. klasse. Det var i Århus i 1980’erne. Det var rart at møde andre børn, der heller ikke kunne finde ud af det med at tale, men selve undervisningen skræmte mig fra liv og sans. Blandt opgaverne var at gå ud på gaderne omkring Guldsmedgade og stamme bevidst over for fremmede mennesker på gaden eller ved at købe varer i en kiosk.

Jeg husker det som grænseoverskridende og ydmygende. For mig selv og for de arme stakler, der blev udsat for det og ikke anede, hvad de skulle gøre af sig selv, når de stod foran en 10-årig dreng, der hakkede som et maskingevær. Den type undervisning satte sig eftertrykkeligt i mig, og jeg fik aldrig undervisning igen.

I timerne gik jeg over de følgende år gradvist fra ros til ris og senere sløje karakterer. Jeg ved ikke, hvor stor en rolle stammen spillede i denne udvikling, men som jeg husker det, havde jeg svære og svære ved at deltage i undervisningen. Frustrationerne byggede sig op, og jeg fik mere rollen som den sjove og urolige dreng. Hjemme kunne jeg indimellem græde af raseri og frustration over, at lige netop jeg skulle stamme. Det virkede uretfærdigt og urimeligt, når nu alle andre talte uden anstrengelser.

Senere, på Århus Købmandsskole, fuldførte jeg en kedelig tendens fra de sidste år i folkeskolen, hvor jeg ikke lavede lektier og generelt ikke deltog i skolearbejdet. Når vi havde engelsk og fransk, hvor vi skulle læse op foran de andre, stak jeg som regel af med alle mulige undskyldninger. Ofte gemte jeg mig enten i kantinen eller på wc’et, indtil jeg regnede med, at de andre var kommet forbi mig i oplæsningen, og jeg kunne vende tilbage til klassen uden risiko for at skulle læse.

Alene risikoen for at sidde hakkende og stammende, mens de andre elever kiggede, rømmede sig og blev stadig mere urolige, ville jeg undgå for enhver pris. Men jeg var ikke stolt af det. Bestemt ikke. Min selvtillid var i bund, jeg var konstant nervøs, urolig og frygtede altid mødet med fremmede, som ikke vidste, at jeg stammende. Situationen blev mere og mere håbløs.

Da jeg var henholdsvis 16 og 18 forsøgte jeg igen at søge hjælp. I to forløb blev jeg udredt af talepædagoger på Taleinstituttet, som det hed dengang. Jeg havde henvendt mig af egen vilje og var angiveligt blevet motiveret af mine problemer til at arbejde med stammen. Talepædagogen beskriver i detaljer, hvordan jeg over for hende fortæller, at jeg holder mund i sociale sammenhænge, er bekymret for min uddannelse og lider af konstante spændinger i nakken og mund og hovedpine. Eksempelvis lød det sådan i 1988, da jeg gik i 10. klasse:

“Erik taler meget lidt. Det overlader han for det meste til sin mor. Men de få sætninger, der høres, er ikke flydende. De er præget af undvigemanøvrer og kamp mod stammen. Der er meget hurtige og stramme lydgentagelser på s, f og k. Desuden kan man observere nogle lydløse kæbespændinger og kæbebevægelser op og ned.”

Fra Taleinstituttet i Århus, december 1988. Jeg (og min mor) mener, at jeg bestemt ikke har taleangst. Talepædagogen virker ikke helt enig i den analyse.

Ifølge papirerne fortæller talepædagogen mig, at de fysiske reaktioner skyldes min kamp mod selve stammen, og hun tilbyder mig gruppeundervisning, som jeg dog ikke tager imod. To år senere kom jeg forbi igen og havde ikke fået det bedre i mellemtiden. Tværtimod. Denne gang var det en anden talepædagog, som stod for udredningen:

“Erik er vidende om de fleste af sin tricks, som består af fyldord og omstændige omskrivninger, der bevirker, at hele kommunikationen bliver uklar og forvrænget med lange indskudte afledningsforløb. Han bruger tilløb og mener selv, at han blokerer på s, h og f. For mig at høre er det tillige vokaler, der er primær ‘stoppen’. Erik føler selv stammen som en spænding i kæbe/tale apparatet, og han lider meget af myoser og hovedpine i forbindelse med stammen,” skriver talepædagogen i sin redegørelse, før hun fortsætter sin analyse:

“Han må betragtes som svært kommunikationshæmmet. Stammen er kvalitativt og kvantitativt stærkt begrænsende”.

Jeg deltog aldrig fuldt i undervisningen. Jeg kom ikke til møderne og ville ikke konfrontere mine problemer med stammen. Instituttet henlagde min sag med følgende bemærkning:

“Eriks kommunikation har været præget af, at han har været bange for at vise sin egentlige stammen, og han har haft meget svært ved at tale om den. Han prøver tilsyneladende at opretholde et image, der skal vise, at han ‘har styr på tingene’. Hans friskfyragtige form står i kontrast til indholdet i hans kommunikation”.

De følgende mange år svajede jeg som et siv. Jeg havde forskellige jobs og blev uddannet på kontor og lager i et firma, der var ejet af min mors daværende mand, og som trods alt gav mig et fagligt ståsted. Senere tog jeg på idrætshøjskole i Aalborg og brugte derefter tre år på at arbejde med reservedele til biler i et underbetalt job. Dagene gik med at arbejde, ses med venner, fodbold, kærester og at gå i byen. Det var mere eller mindre formålsløst, men en uddannelse var der ikke udsigt til, da mine afgangskarakterer intet var værd. Jeg havde jo ikke været til stede.

I weekenderne gav alkohol mig luft. Jeg oplevede, at jeg til et vist punkt talte ubesværet og flydende, men også det var en fæl skuffelse. Senere på natten, når alkohol og træthed slog ind, kunne jeg dårligt formulere en sætning, og næste dag kunne jeg knap tale, når min venner ringede for at tale om aftenens begivenheder eller ville pleje tømmermænd med pizza og film på sofaen. Men tiden gik sin gang.

I 1999 skete der endelig noget, der fik enorm positiv betydning for mit liv. Jeg kom igennem optagelsesprøven til uddannelsen som journalist på det, der dengang hed Danmarks Journalisthøjskole, efter en tidligere kæreste havde skubbet til mig og opfordret mig til at søge ind. Der var intet krav om afgangseksamen, man skulle blot bestå prøven. Dette var min chance, og på andet forsøg kom jeg ind på studiet.

Min mor græd, da jeg viste hende en konvolut, der var tyk som en tommelfinger og indeholdt velkomstbrev og optagelsespapirer fra Journalisthøjskolen. Hun var stolt. Men ikke mindst var hun lykkelig over, at jeg endelig havde en fremtid foran mig. Jeg skulle begynde på en rigtig uddannelse, tingene så pludseligt fornuftige ud.

Som journaliststuderende foran selveste Washington Post i 2004, hvor jeg sammen med en studieven, lavede jeg afgangsopgave om det kristne højre i USA.

At gå på journalisthøjskolen ændrede mit liv. Jeg elskede studielivet med nye venner, opgaver, faste rammer og fredagsbarer. Men ikke mindst opdagede jeg et potentiale i mig selv, som jeg ikke vidste, jeg havde, og som bare voksede med årene. Jeg skubbede hele tiden mig selv ud i pressede situationer, som jeg egentlig var bange for på grund af min stammen. At opleve succes gav mig mere selvtillid, så jeg skubbede mere og mere på og gradvist steg mit selvværd. Min stammen gik ikke væk, men jeg oplevede den ikke så slem som tidligere, og mit negative fokus blev hele tiden reduceret.

Jeg flyttede fra Århus til København i 2002, hvor jeg var i praktik under uddannelsen. Det var på B.T. og samtidig sidste gang, hvor jeg var i kontakt med Taleinstituttet i Århus. Jeg var nervøs for, hvordan det ville gå med min tale og mig selv, når jeg sad på en rigtig avisredaktion med journalister, råbende redaktører, kilder i telefonen og skarpe deadlines, så jeg mente, at jeg havde behov for psykologsamtaler. Psykologien skrev før de otte samtaler:

At arbejde i det daværende BT-hus i København var kæmpestort. Det var fra 2002-2003.

“Erik fremtræder som en ressourcefyldt ung mand. Erik har et noget ambivalent forhold ved det at skulle gå til psykolog. Han erkender, at han har nogle problemstillinger, han gerne vil have bearbejdet samtidig med, at han er bange for at få det dårligt. For et par år siden oplevede Erik at være nede i et hul, og dette ønsker han ikke igen. Ud fra den orienterende samtale for jeg indtryk af, at Erik har meget brug for tryghed og bekræftelse”.

Min mor døde af kræft i 2003 efter kort tids sygdom. Hun nåede ikke at se mig blive færdig med uddannelsen, hvilket jeg naturligvis var meget ked af. Men hun vidste, at jeg var godt i gang og på rette vej. Det trøster jeg mig ved.

Efter studiet fik jeg job på fagbladet Ingeniøren, hvor jeg var nyhedsjournalist, featurejournalist og magasinredaktør. I 2014 kom jeg til Jyllands-Postens erhvervsredaktion i en særlig gruppe for undersøgende journalistik.

I mit arbejde som journalist har jeg konfronteret og interviewet politikere, embedsmænd, topchefer i erhvervslivet og svindlere. Jeg har flere gange optrådt i andre aviser, på tv, i radioen og fungeret som ordstyrer på en konference. Jeg har med andre ord haft et arbejdsliv, som er langt forbi, hvad jeg turde håbe på, og som jeg er dybt taknemmelig for. Jeg tænker faktisk tit på det. For min stammen er der jo stadig.

Privat blev jeg gift med en dejlig kvinde fra Århus, vi fik to fantastiske døtre og et trygt og godt liv i København, hvor jeg nu driver min egen lille medievirksomhed.

På arbejde har stammen ikke bremset mig i mange år, men jeg tænker på det hver dag i en eller anden grad. Jeg forsøger at være frisk i hovedet og veludhvilet før interviews, så jeg taler bedst muligt. Gennem årene har jeg optaget tusinder af timers interview og hver eneste gang hadet min stemme, når jeg lyttede optagelsen igennem. Egentlig tror jeg mest, at det er mig selv, der tænker over det.

Da børnene var små, kunne det være en udfordring at læse højt for pigerne, især hvis jeg selv var træt. Men jeg nægtede at lade denne nære og trygge stund med mine børn blive ødelagt af min stammen. Fik jeg problemer, lavede jeg stemmer i fortællingen, så jeg gjorde teksten mere underholdende og samtidig kunne læse flydende, hvilket er en af de mærkelige sider af stammen. Tag en anden karakter, og de fleste stammere taler flydende.

At læse højt for Anna Sofie (til venstre) og Emilie var enormt hyggeligt, mens de var små. Det var en skøn og intim sund at have med dem, som jeg satte stor pris på. Men det kunne tider også være ret anstrengende, især når jeg selv var træt, og jeg baksede med ordene.

Jeg er 46 år, mens jeg skriver dette. På en måde ville jeg ønske, at jeg kunne sende en stafet tilbage til Århus i firserne og halvfemserne. Sende en hilsen gennem tid og rum til den unge version af mig selv og sige: Hey, bare rolig, min ven. Det skal nok gå det hele. Læg dine bekymringer væk. Nyd livet, for du skal nok klare det.

Jeg har stammet hele mit liv i en eller anden grad. Og selvom jeg ikke længere føler mig hæmmet, lader det til, at min stammen ikke har tænkt sig at slippe sit tag i mig. Jeg har for længst indstillet mig på, at vi kommer til at følges af resten af livet ham og jeg. Det er ok, for han er bestemt til at håndtere i dag, og måske der også er enkelte fordele ved det at stamme? Jeg synes, jeg er god til at læse andre mennesker og bruge min intuition. Det er vigtige værktøjer ikke mindst fagligt. Desuden tror jeg, at mange, som kæmper med en eller anden skavank, forstår at sætte pris på de ting, vi nu engang opnår. Vi tager intet for givet.

Jeg har flere gange oplevet, at jeg blev kaldt en rollemodel. Venlige mennesker hørte min historie og synes, at jeg har taget kampen op mod et problem, der forpestede mit liv og bremsede mig i alt for mange ting. Disse mennesker henviser ikke til min håndtering af min egen stammen, som formentlig har været alt andet end forbilledlig, men mere til min vilje og kampgejst.

Måske er jeg en rollemodel, måske er jeg ikke. Det må være op til andre at vurdere. Men jeg har måske vist, at det kan godt lade sig gøre at få et rigtig godt liv på trods af dette talehandicap. Også selv om det hele kan se meget, meget mørkt ud. Det troede jeg bestemt ikke, da jeg var en ung fyr i Århus.

Den rigtig gode nyhed er, at jeg ikke er alene. Så langt fra.

Advertisement