En af USA’s nationale helte er kommet på banen i et forsvar for mennesker, som stammer. I en kommentar i New York Times skriver Chesley ‘Sully’ Sullenberger et forsvar for præsidentkandidat Joe Biden, som har ramt amerikanske medier.
Sullenberger er tidligere pilot i US Air Force og luftkaptajn i US Airways. I 2009 nødlandede han et fly på Hudson-floden i New York efter motorproblemer kort efter start. Alle 155 passagerer overlevede, hvilket gav piloten heltestatus i USA.
Baggrunden for Sullenbergers indlæg er en omdiskuteret formulering af Donald Trumps svigerdatter Lara Trump. Under et vælgerarrangement den 17. januar gjorde hun nar af Joe Bidens problemer med udtalen under de poltiske debatter:
“Joe, can you get it out? Let’s get the words out, Joe”, sagde Lara Trump på scenen.
Lara Trump har senere afvist, at hendes ordvalg handlede om Bidens problemer med stammen. Ikke desto mindre har formuleringen skabt debat på sociale medier i USA, men døm selv i klippet nedenfor.
Capt. Sully, som amerikanerne kalder ham, stammede som dreng . Han beskriver, hvordan han husker ydmygelserne, at blive mobbet og trynet, og hvordan disse følelser kom op i ham, da han så og hørte Lara Trumps ageren under vælgermødet.
“Hvad føler et barn, som stammer, når det hører voksne på en offentlig scene forsøge at få andre til at le ved at latterliggøre en anden offentlig person, som stammer?,” spørger Sullenberger retorisk.
Som Joe Binden, der gør meget ud af at fortælle sin personlige historie, skriver Sullenberger til børn, som stammer, at de ‘aldrig måde lade stammen definere, hvem de er’:
“Du er præcis, som du skal være. Du kan udføre ethvert arbejde, du drømmer om, når du bliver voksen. Du kan blive pilot, der lander dit fly på en flod og hjælper med at redde liv eller en præsident, der behandler mennesker med respekt frem for at gøre grin af dem,” skriver han og fortsætter:
“Det er, hvad du har at sige og de udfordringer, du har overvundet for at hjælpe andre, som gør dig til en ægte leder, ikke hvordan du taler. Ignorer børn (og voksne), der er ondskabsfulde eller ikke ved, hvordan det føles at stamme. Vis i stedet hvordan du kan være venlig, høflig, respektfuld, generøs og modig nok til at forsøge at udrette store ting, selvom du ikke er perfekt.”
I skrivende stund er der 2054 kommentarer til Sullenbergers debatindlæg, og mange er absolut læseværdige for både børn og voksne, som har stammen inde på livet. Det er hermed anbefalet.