Jeg tilbragte godt en time på min datters skole i eftermiddag. Hun går i 4. klasse og holdt sammen med to piger fra parallelklasserne et oplæg for os forældre om vulkaner. Det fik mig til at tænke på det pres, som børn, som stammer, vil være under i sådan en situation.
Børnene havde arbejdet på tværs af klasser i ugen op til i dag. De fortalte om, hvordan vulkaner dannes, hvorfor vulkaner er farlige, og de havde også lavet en model, hvor ungerne med bl.a. sæbe, natron, eddike og rød frugtfarve fik skabt et imponerende ‘udbrud’. Vi klappede og nød synet af vores afkom, som lidt nervøse, men stolte viste, fortalte og forklarede i over syv minutter.
Det var fedt at se. Men synes af børnene bragte mig også retur til min egen skoletid. Som en dreng, der stammede, ville det, som børnene gjorde i dag, have været voldsomt angstprovokerende. Tænk at skulle stå foran forældre, som man ikke engang kender og kæmpe sig gennem ord og sætninger, mens alle lytter. Og kigger.
Jeg ville have været død af skræk og fik faktisk lidt halvklamme håndflader alene ved tanken. Selv her 35 år senere.
Jeg tror, nej jeg ved, at mange voksne ville være rædselsslagne over at skulle holde præsentationer som denne over for fremmede mennesker. Det falder langt fra alle naturligt. Så hvordan er det som barn, der stammer at skulle stå der? Hvad gør man som forældre? Får man sit barn undtaget fra at lave præsentationer og tager det nederlag, der kunne gemme sig i det? Eller presser man barnet til at gøre stille sig frem trods sin stammen?
Jeg har intet svar, men jeg har hørt om begge varianter. Og svaret er vel også individuelt.
Jeg ved ikke, hvorfor børnene hele tiden skal lave denne type præsentationer i dag. Gjorde vi det i 1980’erne? Sådan husker jeg det ikke. I dag sker i det i de fleste fag, men hvad er formålet egentlig?
Min yngste datter brugte i vinter tre uger på et foredrag om elefanter og var meget krævende over for sig selv. Hun stammer ikke engang. Og hvad med de børn, som bare er nervøse eller måske er ordblinde og har svært ved at læse op fra talekortet?
Det er et paradoks. På den ene side er det en fornøjelse at se ungerne sætte sig ind i et emne og fortælle om det. Mange af dem bliver lige to centimeter højere. På den anden side håber jeg, at der på landets skoler bliver taget hensyn til de børn, som ikke bryder sig om rampelystet. Som måske stammer eller har andre problemer, der kan forvandle et foredrag til en frygtelig oplevelse.
Ordkriger.dk 